Præsteklumme: Fattig og rig

En fattig mand lå på gaden, sultende og omgivet af hunde, der slikkede de sår, han havde på hele kroppen. Dagligt så han den rige, der gik forbi ham i sit fine tøj i sit liv i pomp og pragt. Sådan indledes den fortælling, vi hører som søndagens evangelium.

Da både den fattige og den rige mand dør, kommer de til himlen, og her er deres roller byttet om, således at den fattige behandles godt, og den rige mand pines. Men hvad søren kan vi bruge det til? Er det virkeligt det glædelige budskab – at hvis vi er fattige her på jorden, skal vi bare glæde os til, at vi dør, ligesom vi skal være nervøse for det, hvis vi er rige?

Det er ligesom ikke helt nok. Og egentlig heller ikke det centrale, for det farlige er, hvis vi læser Biblen bogstaveligt, og vi tror, at vi én til én kan overføre hver fortælling og beretning til vores liv og tid. Til gengæld kan vi leve på, af og med budskabet. Også budskabet på søndag, hvor det handler om, at det hele vendes op og ned i mødet med Gud. At ingenting er, som vi regner og kalkulerer os frem til. At hverken livet i fattigdom eller rigdom er alt, hvad der er at sige om os som mennesker. Vi er så meget mere end det, vi lige er sat i her på jorden.

Det er det livgivende budskab til os alle. At ingen kun er det, som vores ydre viser. At der altid er mere at sige om os – rig som fattig, gammel som ung, kristen eller ej. Vi kan med taknemmelighed glæde os over, det gode vi får, og med trøst tænke, at vi er mere end det dårlige, vi oplever. Vi er altid mere end det, vi er sat i.