Glæde i Åbyhøj efter milliontilskud til idrætscenter
Åbyhøj Idrætscenter er indstillet af rådmand til at modtage 6 millioner kroner i tilskud. Styregruppe glæder sig over blåstempling af projekt.

I halvandet år er der blevet arbejdet intenst i Åbyhøjs lokalsamfund for at få etableret en hal i nær tilknytning til Gammelgaardsskolen.
Og i dag fik Åbyhøj Idrætscenters projektgruppe så svar på sin ansøgning til Sport og Fritid. Her bliver der givet 6 millioner kroner til etableringen af et nyt idrætscenter.
Det næststørste beløb i øvrigt - kun overgået af 9 millioner kroner til Stavtrup IF til etablering af Stavtrup Multihal.
»Det er en blåstempling af vores projekt, og vi er nået et stort skridt nærmere et idrætscenter. Vi havde søgt 13,5 millioner kroner, så vi skal lige finde ud af, hvad vi nu skal gøre. Vi ved, der er mange om buddet her i Aarhus Kommune, når der skal søges penge til idrætsfaciliteter, så vi er glade for, at vi har fået del i puljen,« siger Marie-Louise Brebøl Christensen, der er med i projektgruppen sammen med Karen Kjær Larsen og Anette Stamer Ørsted.
Det er en blåstempling af vores projekt, og vi er nået et stort skridt nærmere et idrætscenter
Derudover sidder der repræsentanter for Hasle KFUM Håndbold og Badminton, AAIF Gymnastik, AAIF Fodbold samt Mette Zartov-Andreasen, som er kasserer.

Budgettet for idrætscenteret er på 30 millioner kroner, og resten skal finansieres gennem fondsmidler, lokale indsamlinger og muligvis lån.
»Vi skal ud for at sælge nogle mursten i det lokale erhvervsliv, og det er forhåbentlig blevet lettere efter kommunens tilskud,« siger Marie-Louise Brebøl Christensen.
Hvis alt går efter planen, kan et nyt idrætscenter i Åbyhøj stå klar til brug i 2023.