Aarhus har fået en ny form for demokrati

24 borgere har i en borgersamling diskuteret sig til enighed om, hvordan trafikken i Aarhus kan mindske sit CO2-aftryk. Bæredygtighedsudvalget har fået ni anbefalinger overleveret - og er imponeret.

Artiklens øverste billede
Byens første borgersamling har diskuteret grønnere transport. Det er der kommet ni forslag og en rapport ud af. Den blev forelagt Bæredygtighedsudvalget 19. maj 2021 af: Ulrich Holstein, Ulla Ehrenskjöld og Malene Sønnichsen.

Tre af borgersamlingens 24 deltagere mødte sammen med facilitator Paul Natorp op i Bæredygtighedsudvalget onsdag for at fremlægge resultatet af deres arbejde med et finde vejen til en grønnere trafik.

»Det er et demokratisk nybrud, og jeg tænker, at borgersamlinger kan få en større rolle i fremtiden, fordi man i dem kan få kvalificerede og komplekse svar på komplekse problemstillinger. Det er ikke symbolpolitik men realpolitik, der kan lade sig gøre i virkeligheden,« sagde Anders Winnerskjold (S) til Århus Onsdag umiddelbart efter mødet.

Han talte i rollen som udvalgets formand og er glad for, at byen har haft sin første borgersamling. Sammen med udvalgets medlemmer sagde han tak til deltagerne for det store stykke arbejde, de har gjort.

»Borgersamlingen er jo repræsentativt sammensat, og på den måde når vi nogle andre borgere end dem, der møder op til borgermøderne for at tage ordet. Her hører vi også dem, der ikke råber højt, og så har de taget sig tid til at sætte sig rigtig godt ind i tingene. Det kvalificerer deres synspunkter,« fortsatte han.

Alle er hørt

På mødet spurgte medlemmerne af Bæredygtighedsudvalget interesseret ind til både de konkrete anbefalinger og til borgersamlingens forløb.

Ulrich Holstein, Malene Sønnichsen og Ulla Ehrenskjöld repræsenterede de 24 deltagere og fortalte om et professionelt forløb, hvor alle er blevet hørt med respekt, og hvor resultatet er borgernes egne ord skrevet af borgerne selv.

»Det er imponerende, at 24 mennesker, der overhovedet ikke kendte hinanden, kunne samarbejde så positivt. Opgaven var ikke at føre vores personlige meninger frem, men at finde den bedste løsning for de fleste, og det har vi gjort os umage med,« sagde Ulla Sønnichsen, som er pensionist.

Hun blev suppleret af Ulrich Holstein, der er pædagogisk leder i to daginstitutioner:

»Jeg kan se både mig selv og de andre, der har andre holdninger end mine, i dette skriv. Vi har haft fokus på at finde det, vi er enige om og at formulere det, så det rummer alle. Jeg er mere enig i noget end andet, men jeg kan stå inde for det hele og synes, at det er vellykket,« forklarede han.

Malene Sønnichsen, der er molekylærbiolog, er helt enig og tilføjede:

»Vi var hele tiden i nye grupper, så alle talte med alle, og vi kom vidt omkring. Det har fungeret rigtig godt med plads til alle,« sagde hun.

Stor enighed

»Jeg er overrasket og imponeret over graden af enighed,« sagde Anders Winnerskjold efterfølgende om deltagerne, der havde stort set 24 forskellige grunde til at være med i det tidskrævende projekt. De har i alt brugt omkring 20 timer på at lytte til oplæg, diskutere, skrive referat, læse andres tekster og diskutere og redigere dem.

»Samlingens arbejde er et billede på en reel politisk samtale, hvor man lytter og lader sig udfordre og er klar til at ændre standpunkt. Det er forbilledligt og noget, vi politikere måske kan blive bedre til. Nogle af os er bange for at sige, at vi tog fejl. Det er jo åbenlyst for alle, at det sker, og så skal vi kunne reagere på det,« svarede han på spørgsmålet, om borgerne er mere modige og bedre til at nå til enighed end politikerne.

»Måske er borgerne nogle gange mere modige, end vi politikere tror. Og nogle af os kan godt blive bedre til at lære noget nyt eller indrømme fejl og så skifte spor. Men jeg synes nu, at politikere er bedre end deres rygte. Og at vores opgave ikke altid er at opnå enighed, men at profilere holdninger. Vi skal også være økonomisk ansvarlige,« fastslog han.

Nytter det noget?

Bæredygtighedsudvalget havde givet borgersamlingen den opgave, at de skulle se på:

»Hvordan kan vi indrette byen bedst muligt, så vi halverer CO2-udledningen fra vores private transport?«

Det er der nu ni forslag til. De rummer ikke økonomiske beregninger, men gør rede for holdninger til byens transportmuligheder og vores forbrugsvaner.

»Det er nogle hammergode forslag. Nogle af dem arbejder vi allerede med, og jeg er enig i meget af det, så vi er ikke langt fra hinanden,« sagde Anders Winnerskjold.

Steen Stavnsbo (K) fandt - ligesom de øvrige deltagere i Bæredygtighedsudvalgets møde - også anbefalingerne interessante og sagde, at han vil tage dem med ind i udvalget om fremtidens kollektive trafik.

Borgmesteren bakker op

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Rådmanden for Trafik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), nåede at kaste et hurtigt blik på borgersamlingens anbefalinger kort før redaktionens deadline.

Borgmester Jacob Bundsgaard glæder sig ligesom Bæredygtighedsudvalget over borgersamlingen og takker for indsatsen:

»Det vidner om, at denne model for borgerinddragelse er vellykket og kan bruges som inspiration til noget tilsvarende i fremtiden.”

Uden at gå i detaljer med forslagene, synes han, at der er mange gode ting, man direkte kan arbejde videre med:

»Og mange af forslagene matcher faktisk indsatser, som allerede er i gang. Så alt i alt er det et rigtig godt initiativ,« mener Jacob Bundsgaard.

Bünyamin Simsek, der i høj grad arbejder med byens trafik, mener, at borgersamlingen viser, at kommunen godt kan hæve sin barre:

Borgerne løfter barren

»Det er essentielt, at vi ikke tror, at vi som kommune kan løse den grønne omstilling af samfundet alene. Borgersamlingens anbefalinger giver en vigtig pejling af, hvilken retning borgerne i Aarhus ønsker, vi bevæger os i for at nå i mål med den grønne omstilling. Samlingen har givet os en tydelig indikation af, at borgerne er klar til at lægge deres transportvaner om for at indfri vores ambitiøse klimamål i Aarhus Kommune, og at vi godt kan hæve barren lidt på dette område.«

Også rådmanden ser borgersamlinger som et brugbart værktøj, især indenfor transportområdet, hvor fronterne er trukket hårdt op:

»Hvis vores målsætning skal lykkes, er det afgørende, at borgerne føler ejerskab i forhold til de løsninger, der kommer på bordet. Særligt på transportområdet er fronterne af og til trukket skarpt op på tværs af politiske partier og også ude blandt borgerne, men her giver en borgersamling mulighed for at finde frem til, hvad borgerne kan enes om, snarere end hvad de ikke kan enes om. Samtidigt bliver de klædt på af eksperter til en kvalificeret diskussion på området,« slår Bünyamin Simsek fast.

Læs også

Del artiklen