Store ambitioner med nyt fodgængerfelt i midtbyen

Nyt fodgængerfelt på vej i området ved Vestergade.

Artiklens øverste billede
Det nye fodgængerfelt skal ifølge kommunen tage hensyn til svagtseende og dårligt gående.


Det skal være lettere at være fodgænger i Aarhus.

Det mener Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der mandag er gået i gang med at anlægge et nye fodgængerfelt i det centrale Aarhus.

Det sker i forbindelse med en strategi om at skabe flere »trygge krydsningsmuligheder for lette trafikanter,« som det hedder sig.

Fodgængerfeltet, der er på vej, kan findes i det kryds, hvor Grønnegade møder Vestergade på sydsiden. Idéen er, at det nye fodgængerfelt skal skabe bedre fremkommelighed for borgere, der dagligt transporterer sig til fods gennem Vestergade.

Hjælp til erhvervsdrivende

Det er den lokale forening Vestergadeforeningen, der har ytret ønske om at få et nyt fodgængerfelt, og ifølge rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V) skal krydset være med til at hjælpe de erhvervsdrivende efter flere nedlukninger af samfundet.

Fodgængerstrategien fra Teknik og Miljø blev lanceret sidste år og forpligter magistratsafdelingen til at lave flere sikre og trygge krydsningsmuligheder for »lette trafikanter.«

Gode forhold for gående er afgørende for adgangen til byens butikker, caféer og restauranter, lyder det fra Bünyamin Simsek.

Taktilt

Arbejdet med at lave det nye fodgængerfelt i forventes at tage halvanden uge at udføre. Der skal blandt andet etableres »taktile løsninger« og en rampe, så feltet er sikkert for svagtseende og dårligt gående.

Taktile materialer er følbare, så blinde og svagtseende kan orientere sig og få informationer via følesansen i fingrene. Ordet taktil kommer af det latinske ord tactilis, der betyder ”som kan berøres”.

Der vil fortsat være mulighed for gennemkørsel for biler, cykler og gående i anlægsperioden.

Det meste af arbejdet bliver udført om dagen, og det forventes ikke at skabe større støjgener for beboere og erhvervsdrivende.

Læs også

Del artiklen