Mere end 300 lejeboliger skyder op i nyt byggeri på Aarhus Ø
Aarhus Byråd har godkendt et salg af to byggefelter på Århus Ø, hvor Prime Office vil bygge to karrébebyggelser, der forventes at rumme mere end 300 nye boliger.
Aarhus Byråd har netop besluttet at indgå en betinget købsaftale med Prime Office om to byggefelter på den indre del af Aarhus Ø efter en offentlig udbudsrunde.
Aarhus Ø er vores visitkort fra vandsiden, og det giver rigtig god mening, at området får flere grønne oaser til beboere og besøgende.
Det oplyser ejendomsselskabet selv i en pressemeddelelse.
De to byggefelter ligger placeret mellem Kystvejen og Bernhardt Jensens Boulevard ved indgangen til Aarhus Ø og giver mulighed for for at Prime Office kan bygge boliger på et areal på samlet set 29.000 kvadratmeter.
300 lejeboliger
I pressemeddelelsen oplyser Prime Office, at selskabet vil bygge omkring 300 lejeboliger, som henvender sig til borgere med gennemsnitsindkomster. Mere end 30 procent af boligerne bygges desuden, så de passer til familier.
Byggeriet får ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune samme karréstruktur som de omkringliggende boligområder på eksempelvis Trøjborg og i Ø-gadekvarteret.
Teknik og Miljø i Aarhus Kommune skal nu i gang med at udarbejde en lokalplan, før byggeriet kan gå i gang, hvilket ifølge pressemeddelelsen forventes at tage omkring to år.
Mere grønt på Aarhus Ø
Teknik og Miljø oplyser desuden, at salget indbringer væsentligt mere end forventet, og derfor har rådmand Bünyamin Simsek (V) ønsket at øremærke de ekstra midler til mere grønt i bydelen, hvilket har fået politisk tilslutning i byrådet.
»Jeg er glad for, at jeg har fået byrådets opbakning til, at provenuet bliver brugt på at gøre byen grønnere. Aarhus Ø er vores visitkort fra vandsiden, og det giver rigtig god mening, at området får flere grønne oaser til beboere og besøgende. Det underbygger også den udviklingsplan, som vi sammen med borgerne har lagt for Indre Aarhus Ø,« siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.
Puljen bliver på et større tocifret millionbeløb, som skal gå til at lave en grønnere og mere rekreativ bydel.
jwh