Aarhus Kommune i skilte-brøler: Mangler den fornødne tilladelse

Teknik og Miljø hos Aarhus Kommune har ikke fået den tilladelse, som det kræver at have nye skilte stående inden for strandbeskyttelseslinjen ved Bellevue Strand.

Artiklens øverste billede
Aarhus Kommune har ikke fået tilladelse af Kystdirektoratet til at opstille nye skilte, som står flere steder langs Bellevue Strand i Risskov. Privatfoto

De sommerlune aftener banker på døren, og det er ikke usandsynligt, at byens parker og grønne områder inden længe vil blive indtaget af feststemte aarhusianere. Derfor er det da også meget passende, at Teknik og Miljø i Aarhus Kommune har fået produceret skilte, der opfordrer folk til at holde afstand og undgå høj musik og larm, så der er plads til alle.

Jeg synes ikke, at vi skal skilte med al lovgivning, for så ender vi jo med at få en mur af skilte.

Jacob Hansen Rye, Kystdirektoratet

Skiltene er blevet opsat ved populære steder, hvor folk oftest samles om sommeren - eksempelvis ved Bellevue Strand.

Problemet er bare, at Aarhus Kommune ikke har fået tilladelse til at opsætte de nye skilte inden for strandbeskyttelseslinjen, som administreres af Kystdirektoratet.

Beskyttet område

»Jeg har ikke hørt om skiltene, og jeg kan ikke se nogen steder, at vi skulle have givet tilladelse til dem,« fortæller Jacob Hansen Rye fra Kystdirektoratet, da Lokalavisen Aarhus gør ham opmærksom på de nye skilte, der står flere steder langs stranden i Risskov.

Jacob Hansen Rye forklarer, at reglerne for strandbeskyttelseslinjen ellers er ganske enkle.

»Det er ikke tilladt at foretage ændringer i tilstanden, hvilket eksempelvis er byggerier, terrænændringer, opstilling af campingvogne, men det omfatter også skilte,« siger han og tilføjer, at det dog er muligt at søge om dispensation.

Dette skilt ved Adelvej i Risskov står også inden for strandbeskytteleslinjen og bliver nu flyttet af Aarhus Kommune. Privatfoto.

Det ved man også godt hos Aarhus Kommune, for Jacob Hansen Rye kan oplyse, at kommunen sidste år havde dispensation til at have nogle skilte med information om affald stående på Themsvej ved Bellevuehallerne, selvom de også stod inden for strandbeskyttelseslinjen.

Dengang fik man en midlertidig tilladelse, der udløb i august. Da Lokalavisen Aarhus tager kontakt til Kystdirektoratet, opdager Jacob Hansen Rye dog, at de gamle skilte endnu ikke er blevet taget ned.

»Så jeg har lige været i kontakt med Aarhus Kommune omkring det. Det var bare en forglemmelse, og de bliver fjernet, fik jeg at vide,« fortæller han.

»Der er sket en fejl«

Det er Teknik og Miljø, der har opsat de nye skilte, og der er en god grund til, at der ikke er blevet send en ansøgning om dispensation til Kystdirektoratet. For det har slet ikke været hensigten, at de skulle stå inden for strandbeskyttelseslinjen, forklarer Kim Gulvad Svendsen, der er driftschef hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

»Der er sket en fejl, hvis de er opstillet inden for strandbeskyttelseslinjen,« fortæller han til Lokalavisen Aarhus og oplyser, at han er opmærksom på, at skiltene enkelte steder står for tæt på kysten:

»De bliver selvfølgelig flyttet. Vi har set på et kort, da vi opstillede skiltene, og reglerne er jo ret klare, så jeg kan ikke svare på, hvorfor der er sket et par svipsere. Men det drejer sig om 15 meter, og det sørger vi for, at der bliver rettet op på.«

Jacob Hansen Rye fra Kystdirektoratet oplyser til Lokalavisen Aarhus, at han umiddelbart ikke kan forestille sig, at kommunen ville få dispensation til de nye skilte, der opfordrer aarhusianerne til ikke at larme, når de benytter stranden.

»At man ikke må spille høj musik er jo omfattet af nogle bestemmelser under naturbeskyttelsesloven, så det kan jeg ikke se en grund til, at man skal skilte med. Jeg synes jo ikke, at vi skal skilte med al lovgivning, for så ender vi jo med at få en mur af skilte, og det er vi ikke interesseret i,« fortæller han til Lokalavisen Aarhus og oplyser, at Kystdirektoratet i stedet kunne finde på at give dispensation til eksempelvis midlertidige informationsskilte om covid-19.

Kim Gulvad Svendsen fra Teknik og Miljø slår fast, at han heller ikke er interesseret i at opsætte en skov af skilte. Tanken med de nye skilte har blot været, at kommunen gerne vil undgå, at aarhusianerne larmer for meget, når sommeren inviterer til at mødes på strande og i parker.

»Det er ud fra sidste års erfaringer, hvor der især var flere episoder i Botanisk Have. Så i år forsøger vi at være på forkant,« fortæller han.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen