Nyd solen, mens du kan: Her er der risiko for skybrud
Søndagssolen bliver skiftet ud med skybrud, når vildt uvejr søndag rammer Jylland, Fyn og Vestsjælland.
Der er søndag mulighed for at få en snert af sommerstemning med sol og en temperatur, der flere steder kan ramme 20 grader. Det oplyser DMI, der dog samtidig varsler risiko for, at et vildt uvejr kan ramme store dele af landet.
»Vi er stadig usikre på, hvad der kommer til at ske. Men det uvejr, vi sidder og kigger på ude over havet lige nu, er så potent, at vi ikke kan udelukke, at det bliver til skybrud,« lyder det fra Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI til Ekstra Bladet.
Ifølge DMI’s hjemmeside er det Jylland, Fyn og Vestsjælland, hvor søndag sker et vildt vejrskifte med skybrud, torden og hagl. I Østjylland forventer DMI, at uvejret rammer klokken 15, hvor der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min.
»Vi holder øje med det, som det er lige nu. Og så kan det være, at vi bliver nødt til at opjustere varslet senere,« fortæller Lars Henriksen til Ekstra Bladet.
jwh