Præsteklumme: Kærligheden er en boltsaks

Artiklens øverste billede

Jeg har for nylig været i en konflikt, hvor den modsatte part var rigtige idioter. Jeg var uskyldig i konflikten. Faktisk havde jeg gjort alt det rigtige.

Eller sådan ville jeg nok ønske, at det var. Jeg har brugt en del tid på at overbevise mig selv om, at det forholdt sig sådan, og at det var (og er) den anden part, der alene har alle fejlene. Jeg har derfor beskæftiget mig med at fejlfinde hos de andre og frifinde mig selv. Og det lykkedes. Næsten.

Men problemet er, at det faktisk ikke har hjulpet mig ret meget. Jeg føler mig ikke frifundet eller glad. Jeg føler mig stadigvæk lænket til konflikten. Som om der er en stor, tyk lænke bundet til mig, der forhindrer mig i at række armene frem til dialog og fred.

Jeg stod den anden dag i kirken foran alteret, hvor Bibelen var slået tilfældigt op på et sted fra Esajas. Der stod: ”..jeg ønsker, (…) at løse ondskabens lænker…” (Es 58,6). Det sprang ud ad teksten, og det var præcis sådan, jeg havde det. Jeg ville ønske, at jeg havde en boltsaks til at klippe lænkerne over med, så jeg kunne komme den anden part i møde, som jeg er. Ikke som jeg ville ønske, jeg var, men som jeg ER med min del af skylden. Jeg tror, Guds kærlighed er sådan en boltsaks, der kan klippe vores lænker over.

Konflikt er en del af tilværelsen – der bliver ikke mindre af den, fordi man er kristen. Men vi får et håb om, at det kan være anderledes, når vi husker på kærlighedens magt. Den får os til at huske på det væsentlige i, at kærligheden er større end konflikten.

Vi skal øve os i at klippe lænker over, så vi kan stå som frie mennesker overfor hinanden. Frie til at rækker hænderne frem.

Elskede og værdige.


Læs også

Del artiklen