Kaos-krydset er væk: Rådmand vil gøre denne løsning permanent

Det har været en succes med T-kryds ved Mindet, oplyser rådmand Bünyamin Simsek (V), der nu vil gøre løsningen permanent.

Artiklens øverste billede
Krydset gik tidligere under navnet kaoskrydset efter flere farlige situationer i trafikken. Arkivfoto: Morten Lau-Nielsen

Siden 2019 har krydset ved Mindet tæt på Dokk1 i Aarhus C som et forsøg været omdannet til et T-kryds med begrænset adgang til og fra Sydhavnsgade i myldretiden. Det har ifølge Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, gjort det lettere at være trafikant i krydset, og derfor vil han nu gøre løsningen permanent.

Derfor har Bünyamin Simsek indstillet det til byrådet, oplyser han i en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.

»Mindet-krydset har i folkemunde været døbt ’kaoskrydset’, men nu er der skabt orden i krydset, så måske det skal omdøbes? Alt for mange trafikanter har bøvlet med at færdes i det, så det har været helt afgørende at finde en indretning, der er både logisk og sikker. Jeg er glad for, at vores løsning har vist sig at virke, og derfor er det også min indstilling, at den nuværende indretning fortsætter og bliver permanent,« siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.

Siden forsøgsperioden blev sat i gang i 2019 her har Teknik og Miljø ved hjælp af termiske kameraer og fysiske observationer konstateret, at langt færre kommer på afveje og skaber farlige situationer for de øvrige trafikanter. Evalueringen viser således, at trafikken flyder bedre, og at både letbanen, bilister, fodgængere og cyklister nu færdes mere uproblematisk i området, oplyses det i pressemeddelelsen.

Rådmandens indstilling til byrådet vil inden længe blive drøftet i Magistraten.

Det indgår desuden i indstillingen, at Teknik og Miljø løbende vurderer, om trafiksituationen i området ændrer sig, så det giver anledning til yderligere justeringer. Eventuelle ændringer koordineres med Aarhus Havn og Østjyllands Politi, der sammen med Aarhus Kommune står for indretningen af vejene i området.

jwh

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen