Hærværk mod flere vaccineskilte i Aarhus: Lone tog sagen i egen hånd

Lone Koefoed Hansen tog selv affære, da hun opdagede, at flere af de vejskilte, der viser retning til vaccinationscenter på havnen, var blevet udsat for hærværk. Aarhus Kommune oplyser, at skiltene ofte bliver udsat for hærværk.

Artiklens øverste billede
Lone Koefoed Hansen gik selv i gang med at fjerne tapen, der var klistret på skiltene, som viser vej til vaccinationscenteret på havnen. Privatfoto.

Lone Koefoed Hansen undrede sig en del, da hun på en søndagsgåtur i det gode vejr opdagede, at flere af de skilte, der viser vej til det aarhusianske vaccinationscenter på havnen, så besynderlige ud.

Jeg blev irriteret og tænkte, at det gad jeg ikke at se på, og så gik jeg i gang med at fjerne det

Lone Koefoed Hansen

Ordet ”vaccine” stod således med citationstegn, og på et enkelt skilt var der et kors, der ifølge Lone Koefoed Hansen ledte tankerne hen imod, at det skulle være farligt at tage vaccinen.

»Det så meget officielt ud, indtil man kom helt tæt på. Så kunne jeg se, at skiltene godt nok var officielle, men at citationstegnene og korset var sat på med tape. Det var ret godt lavet,« fortæller aarhusianeren, der dog ikke synes, at det hører hjemme på vejskilte, der skal vise folk hen til et sted, hvor man bliver vaccineret mod covid-19.

»Jeg blev irriteret og tænkte, at det gad jeg ikke at se på, og så gik jeg i gang med at fjerne det,« fortæller Lone Koefoed Hansen og tilføjer:

»Det er ærgerligt, hvis der er nogen, der kan blive i tvivl i forhold til vaccinen, fordi de ser sådan et skilt.«

Fortsatte ned til havnen

Lone Koefoed Hansen blev opmærksom på det første skilt, da hun gik langs Nørrebrogade mod havnen, men hun opdagede dog hurtigt, at flere andre skilte langs vejen mod vaccinecentret havde fået samme behandling med tape. Derfor fortsatte hun sit arbejde med at pille tapen af, og så tog hun et billede, som hun lagde op på Twitter.

»Det gjorde jeg, fordi jeg tænkte, at det ville være fint at fortælle folk, at de kunne gøre det samme, hvis de opdagede andre skilte, som var blevet udsat for det samme,« forklarer Lone Koefoed Hansen, som fik god respons på tweetet, der i skrivende stund er blevet liket mere end 450 gange samt har fået en del kommentarer.

Skilte er blevet overmalet

Blandt andet er der flere folk, der skriver, at de også har oplevet hærværk mod lignende skilte i deres hjembyer.

Hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune er man godt bekendt med, at der bliver begået hærværk mod vejskiltene, der viser vej til vaccinationscenteret på havnen. Det er nemlig sket flere gange, siden skiltene kom op, fortæller Paul-Erwin Henningfeldt, der er tilsynsførende formand i afdelingen for vejdrift hos Teknik og Miljø.

»Vi har også haft nogle stykker, som har været overmalet med spraymaling, hvor vi har været nødt til at sende folk ud for at rense dem. Der er også nogle skilte, som er blevet drejet, og så er det generelt et stort problem, at der bliver sat klistermærker på vejskilte i Aarhus,« fortæller han til Lokalavisen Aarhus og tilføjer:

»Nogle mennesker kan åbenbart ikke gå forbi et vejskilt, uden at de skal sætte klistermærker på dem.«

Paul-Erwin Henningfeldt oplyser, at man som borger kan være til stor hjælp for Aarhus Kommune, hvis man henter app’en ”Aarhus Borgertip”. I den er det nemlig muligt at tippe kommunen om skader på eksempelvis vejskilte, så de hurtigt kan blive udbedret.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen