Stor corona-smittespredning på AUH gav aarhusianske læger en god idé
Læger på Aarhus Universitetshospital har udviklet selvtest-kit, der gør det muligt for borgere at teste sig selv for covid-19 derhjemme
Siden Danmark for nylig åbnede mere op har der været lange køer ved mange kvikteststeder. Læger på Aarhus Universitetshospital har muligvis gjort en opfindelse, der kan lette en smule på køerne. De har nemlig udviklet et hjemme-selvtest-kit, hvor borgere selv kan tage prøven i den yderste del af næsen og selv aflæse resultatet.
Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse, hvor det desuden oplyses, at hjemme-selvtestens pålidelighed vurderes at være på linje med godkendte kviktest udført af sundhedspersonale. Dermed vil testen kunne blive et vigtigt nyt bidrag til en sikker genåbning af Danmark, mener hospitalet.
"Hjemme-selvtesten kan ikke erstatte en PCR-test, og derfor kan den ikke bruges til at stille end diagnose. Men den kan være med til at hindre smittespredning, fordi man får svar med det samme, og man kan tage prøven, inden man går ud at sin bolig. Derfor kan hjemme-selvtesten måske blive et vigtigt supplement til teststrategien for at sikre en succesfuld genåbning af samfundet," siger ledende overlæge Lars Østergaard, der tidligere har forsket i hjemmetest for klamydia.
Fik idéen efter smittespredning
Lægerne på hospitalet fik idéen til hjemmetesten, da der i slutningen af sidste år var en stor smittespredning hos medarbejderne på covid-19-afsnittet. Det var uklart, hvordan personalet blev smittet, og det var vanskeligt at bremse smittespredningen. Derfor blev personalet i afdelingen systematisk tilbudt en kvik-test, når de mødte op på arbejde. Personalet podede hinanden, fordi antigen-testen kun er godkendt til professionel brug.
"Vi spurgte os selv, om ikke det ville være bedre, hvis personalet kunne teste sig selv, inden de tog på arbejde, så de kunne undgå at risikere at smitte andre i offentlig transport og ved ankomsten til arbejdspladsen," siger Lars Østergaard i pressemeddelelsen.
Men kvik-tests må i dag ikke udføres af borgere selv, fordi de nuværende kvik-test ikke er godkendte til dette i Danmark.
"Derfor udviklede vi et hjemme-selvtest-kit med en kviktest, skriftlig information og en instruktionsvideo og gik i gang med at finde ud af, hvor godt hjemme-selvtesten fungerer sammenlignet med PCR test udført af sundhedspersonale," fortsætter den ledende overlæge i pressemeddelelsen.
Ligeså sikker som PCR-test
Kviktesten er en antigentest, der foregår ved, at man poder sig selv to cm oppe i næsen med en vatpind. Herefter placerer man vatpinden i en beholder med væske, som hældes op på en plade. Viser pladen én streg, er testen negativ. Er der to streger, er testen positiv.
Projektet omfattede 375 tilfældigt udvalgte personer, som efter en PCR-test fik et hjemme-selvtest-kit med. Sensitiviteten viste sig ifølge pressemeddelelsen at være over 60 procent, hvilket svarer til den pålidelighed, som er blevet påvist i videnskabelige undersøgelser af kviktest udført af sundhedsprofessionelle. Specificiteten var 100 procent, og det betyder, at et positivt svar er lige så sikkert som ved en PCR-test, og man ved et positivt svar derfor straks kan sætte smitteopsporing og isolation i gang uden at vente på en bekræftende PCR test.
Lægerne har efter reglerne indberettet hjemme-selv-testen som en frembringelse af et nyt produkt med mulighed for, at interesserede eksterne virksomheder kan bruge resultaterne til en godkendelse og efterfølgende markedsføring.
jwh