Thomas har sovet dårligt i et år: Nu vil han virkelig, virkelig gerne se dig (igen)
Bekymret museumsdirektør håber på mange gæster i den kommende tid. Museet er hårdt ramt økonomisk, men skal ikke forvente ændrede støtteordninger, lyder det fra kulturordfører.
Det er efterhånden old news, at det har været et særdeles hårdt år i Den Gamle By.
Siden marts sidste år har museumsdirektør Thomas Blach Ravn mod sin vilje været nødt til at afskedige 28 af 187 fastansatte medarbejdere, stoppe vedligeholdelsen af museets historiske bygninger samt i stort omfang stoppe med at hente effekter og museumsgenstande til museet.
Museet har i år været lukket siden den 4. januar, men onsdag den 21. april bliver dørene atter slået op. Butikker og indendørsudstillinger vil være åbne, mens der er udendørsservering på museets restauranter.
7,9,13
Det er dog ikke med en forventning om business as usual, at museumsdirektør Thomas Blach Ravn atter byder gæster velkomne.
"Jeg tror, det tager tid, inden vi kommer op at flyve igen. Det har været en sej omgang, og det vil det fortsat blive, men jeg er fuld af tiltro til, at Den Gamle By nok skal komme igen," siger han til Lokalavisen Aarhus.
Før coronapandemien besøgte omkring 525.000 gæster årligt museet. Budgettet for 2021 er skruet sammen ud fra en forventning om cirka 350.000 gæster.
"Det er jeg ret tryg ved, at vi når," lyder det fra museumsdirektøren.
Han er i sagens natur spændt på, hvordan det kommer til at gå i foråret.
"Vi håber, at mange har lyst til at besøge Den Gamle By for at kigge tilbage og fornemme, hvem de er. Få genopfrisket deres egen identitet og historie," siger han og fortsætter:
"Hvis ikke der kommer en mutation, er vores håb, at der er sket en normalisering, når vi kommer til sommermånederne. Her er vejret bedre, og mange er blevet vaccineret."
Den sorte død eller grim influenza?
Museet har blandt andet overlevet det seneste år ved hjælp af en økonomisk hjælpepakke fra Salling Fondene og Aarhus Kommune samt en privat indsamling, der hentede imponerende 1,6 millioner hjem til museet.
Thomas Blach Ravn lægger ikke skjul på, at han personligt er meget påvirket af situationen.
"Jeg har været meget bekymret, og bekymringen er ikke ovre endnu. Det seneste år har jeg sovet væsentlig dårligere, end jeg plejer. Jeg plejer at have et godt sovehjerte, men jeg har godt nok sovet dårligt," siger han til Lokalavisen Aarhus.
Det er særligt usikkerheden i forbindelse med coronapandemien, der har været skræmmende.
"Den 12. marts sidste år vidste vi ikke, om det var den sorte død eller en grim influenza, der ramte os. Vi vidste ikke, hvor vi ville ende. Vi anede ikke, om Den Gamle By ville overleve, men vi fandt efterhånden ud af, at venlige mennesker fra både offentlig og privat side ville hjælpe os," siger museumsdirektøren.
Topkarakter
Midt i elendigheden fik Den Gamle By for ganske nylig en positiv nyhed.
Museet fik således topkarakter i en omfattende kvalitetsvurdering fra Slots- og Kulturstyrelsen.
"Den Gamle By er stadig et forbillede i den danske museumsverden gennem sit vedvarende fokus på at sætte brugeren i centrum for museets udvikling af formidling og servicetilbud," lød det blandt andet i vurderingen.
Thomas Blach Ravn er glad for resultatet. Det overrasker ham dog heller ikke.
"Vi ved, at Den Gamle By er et unikt museum, som samtidig er en stor oplevelse. Et sted, hvor man kan være sammen og hygge sig og samtidig får nogle indsigter med hjem, som man ikke havde i forvejen," siger han til Lokalavisen Aarhus og tilføjer:
"Den Gamle By regnes for at være et af de bedste museer af sin art i verden, og det er ikke os, der siger det. Det er også det, vi hører fra udlandet."
Populært, men ekstra hårdt ramt
Det er især de mest populære museer, der lider under krisen, viser en nylig undersøgelse af Organisationen Danske Museer.
"Det er markant i undersøgelsen, at museer, som i høj grad er afhængig af egenindtjening, står for hele 97 procent af alle afskedigelser," står der blandt andet i undersøgelsen.
De museer, der fortrinsvis finansieres af tilskud fra det offentlige, har stort set har klaret frisag.
Thomas Blach Ravn finder det paradoksalt, at et museum som Den Gamle By bliver ramt ekstra hårdt af coronakrisen.
Det kan folketingsmedlem og kulturordfører for SF, Charlotte Broman Mølbæk, godt forstå.
"Jeg er rigtig ked af den situation, Den Gamle By er havnet i. Det er enormt ufortjent, fordi det er et tilbud, som rigtig mange bruger. Det, synes jeg, er urimeligt," siger hun til Lokalavisen Aarhus.
Sommerhjælp på vej
Charlotte Broman Mølbæk mener samtidig, det bliver svært at ændre den måde, støtte- og kompensationsordninger udformes. "Det er min erfaring," lyder det.
"Jeg synes, der er mangler i de kompensationsordninger, vi har lavet. Det er nogle ting, modellen ikke tager højde for, og det kunne vi godt have tænkt bedre fra starten af," siger hun og fortsætter:
"Men det er også derfor, vi har lavet en særlig museumspulje for museer, der er særligt nødlidte, fordi de ikke har været åbne."
Charlotte Broman Mølbæk påpeger, at der på Christiansborg lige nu bliver arbejdet på en sommerpakke, "som i langt højere grad skal få danskerne ud til museer, så vi kan få gang i hjulene igen."
Sidste sommer sendte folketingspolitikere omkring 700 millioner kroner ud til kulturelle institutioner. Ifølge Broman Mølbæk må man ikke dække kulturelle institutioner for indtægtstab på grund af EU-regler.
Tiden vil vise hvor meget økonomisk støtte, Den Gamle By får brug for, i de kommende år.
Thomas Blach Ravn forventer, at museets restauranter kan åbne for servering indendørs den 5. maj.