Aarhus er klar til fast forbindelse fra Spanien til Gibraltar
Her er ugens aarhusianske op- og nedture
Optur
Fast forbindelse fra Spanien til Gibraltar
Med opbakning i regeringens trafikudspil er det største anlægsprojekt i byens historie, Marselistunnellen, kommet et skridt nærmere. Dermed er der omsider udsigt til en afklaring for alle de borgere i kvarteret, der i årevis har levet i uvished. En lidt overset sideeffekt af tunnellen er planerne om, at Værkmestergade forlænges fra Ringgadebroen til Åhavevej. Linjeføringen af den såkaldte Brøchner-Winthervej, opkaldt efter dens politiske banemænd, er endnu ikke fastlagt, men det vil være oplagt at udnytte hullet i banegraven og dermed berige byen med en nærmest direkte trafikåre fra motorvejen til Spanien. I tunnellens anlægsfase skal vejen lede trafikken uden om vejarbejdet på Marselis Boulevard, men også bagefter vil en forlænget Værkmestergade være en stor gevinst for midtbyen og dens forretninger.
Vigtigt indspark
Den tidligere landsholdsspiller og nu fodboldkommentator Jesper Grønkjær fortjener kæmpe respekt og anerkendelse for meget åbent at fortælle om sin depression, der bl.a. betød et ophold på ”den lukkede” på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Grønkjær og jeg tog kørekort sammen, og heller ikke siden lettede han foden fra speederen, indtil han blev overhalet af depressionen. Vi har brug for flere, der taler åbent om depression og andre psykiske sygdomme, for den måde kan det blive en smule nemmere at tale om for de næste der rammes, enten som syge eller pårørende.
Nedtur
Det er ubegribeligt, hvad Jyllands-Posten har kunnet skrive om forholdene i Østjysk Bolig. En revisionsundersøgelse peger på, at der kan være svindlet for mellem 15 og 20 mio. kr. Det mulige bedrageri skulle omfatte golfrejser, vin, inventar og kaffemaskiner samt en overførsel på 7,4 mio. kr., der har fået alarmklokkerne til ringe. Ifølge undersøgelsen har Dan Jord A/S, et selskab under Per Aarsleff-koncernen, angiveligt overført pengene til Østjysk Bolig uden ”forretningsmæssig begrundelse”, som det hedder i en konklusion. Det har rejst en ”begrundet” mistanke om ulovlig returkommission. Kommunen har nu afsat bestyrelsen i Østjysk Bolig, og generelt bør det granskes, om der i boligforeningernes bestyrelser findes de kompetencer, det kræver at jonglere med millioner af offentlige midler – og beboernes huslejer.