De voksne har ingen penge – små børn betaler prisen

Alle er trætte af klassesammenlægning på skole. Forældre er vrede over timingen.

Artiklens øverste billede
Julie Marie (tv.) går i 2.E på Kragelundskolen og kan se frem til, at hendes klasse bliver skilt ad og samlet med nye brikker. Til højre ses hendes bror, Frederik.

Det er en beslutning, de voksne gerne havde været foruden, som hårdt prøvede børn kommer til at leve med konsekvensen af.

Forældre på Kragelundskolen i Højbjerg er rystede og i oprør, fordi skoleledelsen har valgt at sammenlægge klasserne på 2. årgang midt i en coronatid.

Fem klasser med hver omkring 22 elever skal lægges sammen til fire klasser med gennemsnitligt 28 elever.

Der udspiller sig netop nu et drama på Kragelundskolen i Højbjerg.

En mavepuster

Forældrene fik besked om klassesammenlægning om aftenen den 15. marts. Det skete via en besked på AULA.

”Næste morgen fik børnene en seddel med hjem om hvilke fire elever, de gerne vil gå i klasse med. Det var en mavepumper,” siger Kirstine Bjørnskov Eskedal, der er mor til Johan i 2.C.

Skolens ledelse kan garantere, at det enkelte barn får ét velkendt ansigt med i en ny klasse.

Det er særligt timingen, forældre til eleverne på 2. årgang er vrede og frustrerede over. I en fælles henvendelse til rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom (SF), skriver de fem forældreråd på 2. årgang følgende:

”I et helt år har børnene været isoleret i deres klasse og fået at vide, at de kun må være sammen med og lege med de samme kammerater i klassen. De har ikke haft mulighed for at dyrke fællesskabet på tværs af årgangen. Derfor opleves det også nærmest som et overgreb, at Kragelundskolens ledelse alligevel vælger at sende børnene på mentalt overarbejde med denne klassesammenlægning.

Der er omkring 925 elever på Kragelundskolen i det sydlige Aarhus. Børnene er fordelt på 10 årgange og omkring 40 klasser.

Bange og forvirrede

Rådmanden forstår godt, at forældrene er nervøse og bekymrede, men han maner samtidig til ro.

”Børnene er det kæreste, vi har, og det er naturligt, at der kommer mange henvendelser. Men erfaringerne er, at når lærere og pædagoger, forældre og ledelse samarbejder godt i forbindelse med klassesammenlægning, så bliver resultatet også ganske fint,” siger han til Lokalavisen Aarhus.

Ifølge Sanne Johnsen, der er mor til Julie Marie i 2.E på Kragelundskolen, kommer klassesammenlægning på skolen i stedet til at ”vælte læsset” for mange børn.

”De har kun lige været i skole i to år, og nogle af dem skal stadig have hjælp til at lyne jakken. De er bange og forvirrede, siger Sanne Johnsen til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

”Den dag, de fik beskeden, stod min datter og trøstede hendes veninde der græd, da jeg hentede dem. Det fortalte mig mere end 1000 ord. ”

Børnenes faste lærere har stor betydning for deres tryghed, lyder det fra Sanne Johnsen, mor til Julie Marie i 2.E.

Manden i midten

Som en lus mellem to negle står skoleleder for Kragelundskolen, Kjeld Kromand, og skal balancere forældrenes ønsker med den politiske og økonomiske virkelighed.

”Klassesammenlægninger kommer sjældent belejligt eller af ønske. Jeg har fuld forståelse for, at nogle er kede af det, ligesom jeg medgiver, at der er en særlig udfordring i forhold til corona. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at gøre processen bedst mulig, så vi kan få lavet nogle gode nye børnefællesskaber,” siger han til Lokalavisen Aarhus.

Rådmand Medom er stor tilhænger af, at det skolelederen og skolebestyrelsen, der bestemmer over økonomien på den enkelte skole. Det er jo fint nok, men tørrer han i den her sammenhæng ikke ansvaret af på dig?

”Det vil jeg ikke kommentere. Det har jeg ikke en holdning til. Jeg forvalter en skoleledelse ud fra de rammer, der er stukket ud. Vi opererer inden for en politisk ramme. Sådan er det at være folkeskole.”

Kjeld Kromand og de ansatte på Kragelundskolen arbejder nu målrettet på at få mest mulig ro på processen i forhold til klassesammenlægning. Fokus er på børnene og på deres hverdag, lyder det.

”Situationen er, som den er. Der er de penge, der er, og det er vores opgave, sammen med skolebestyrelsen, at forvalte de penge bedst muligt i forhold til alle klassers behov på skolen,” siger skolelederen til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

”Det er aldrig rart at træffe den her slags beslutninger, og vi havde også helst været det foruden, men vi er nødt til at kigge på den lange bane, og det har vi gjort.”

Der er måske lidt længere mellem smilene for Kjeld Kromand i disse dage.

Nødt til at råbe højt

Der er lige nu 111 børn på 2. årgang på Kragelundskolen, og flere end 200 forældre har underskrevet en protest mod klassesammenlægning på skolen.

Det oplyser mor til Johan i 2.C, Kirstine Bjørnskov Eskedal.

Kirstine , I forældre gør meget ud af at forklare, at det er fordi, vi er i en coronatid, at I reagerer. Vil det sige, at I ikke havde reageret på klassesammenlægning, hvis der ikke havde været corona?

”Hvis nogen kom og sagde til mig, at det var af trivselshensyn, man lavede klassesammenlægning, så tror jeg faktisk ikke, at jeg ville gøre modstand. Men jeg synes, det er helt absurd, at man, mens der er afstandskrav og fokus på trivsel, hu hej bryder velfungerende klasser op.”

Alle involverede virker til at være oprigtig trætte af klassesammenlægning. Har I forældre overvejet, at der ikke rigtig er nogen at rette fingeren i mod, men et rige, der fattes penge?

”Der er måske ikke nogen at rette fingeren i mod, men derfor er vi forældre alligevel nødt til at råbe højt. Der kommer til at være et enormt socialt reparationsarbejde. Jeg kan kun sige, at det ville være dejligt, hvis vi kunne finde en løsning.”

Kan miste to skoleår

Midt i debatten om trivsel på 2. årgang på Kragelundskolen melder sig også et andet spørgsmål. Hvor meget dansk og matematik har børnene suget til sig i det forgangne år – og hvor meget vil det vil gå ud over fagligheden, når posen med skolebørn rystes og en ny hverdag med blot fire klasser starter.

”Vi har nu i et år stort set kun fokuseret på, at børnene skal have det godt socialt. Det er værd at huske, at vi rent fagligt risikerer at skulle miste to hele skoleår. Det er foruroligende, at politikerne ikke kigger på, hvordan man bedst skaber læringsrummet,” siger Sanne Johnsen.

Forældre og børn på Tranbjergskolen har også netop fået besked om, at en række klasser på skolen skal sammenlægges.

Aarhus Kommune har besluttet at øremærke 16 millioner til en lokal hjælpepakke, som skal styrke skolebørnenes trivsel og læring. Hjælpepakken er et direkte resultat af corona-pandemien.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.