"Det kommer som en bombe for mig, at de er gået sammen"
Den interne kamp i Dansk Folkeparti om posten som spidskandidat til kommunalvalget er helt naturlig, mener lokalformand og byrådsmedlem Knud N. Mathiesen, som afviser, at der er tale om en intern magtkamp
Knud N. Mathiesen indskærper præmissen for interviewet fra start:
Han udtaler sig i denne forbindelse som lokalformand for Dansk Folkeparti i Aarhus og ikke i sin egenskab også af at være et af de nuværende to byrådsmedlemmer for partiet i Aarhus Byråd.
Som det eneste DF-byrådsmedlem i Aarhus Kommune har Knud N. Mathiesen begge kasketter. De seneste dage har der været rigeligt at se til for formanden. Mandag aften orienterede hans partikollega, rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive (DF), ham og den øvrige bestyrelse om, at hun stopper i lokalpolitik til årsskiftet og dermed ikke genopstiller som spidskandidat på partiets opstillingsmøde den 3. maj forud for kommunalvalget, der finder sted i november.
Midt på ugen kunne Knud N. Mathiesen læse i JP Aarhus, at Jette Skive peger på den 27-årige Jakob Søgaard Clausen som DF’s nye spidskandidat med henblik på at sikre et generationsskifte for DF i Aarhus. Den 68-årige Knud N. Mathiesen, som har siddet i byrådet siden 2014, har efterfølgende meldt ud, at han også stiller op til valget om at blive spidskandidat.
"Jeg vidste ikke noget om, at Jette Skive ville pege på Jakob Søgaard Clausen, så det kom bag på mig. Især efter sagen omkring Daniel Pedersson, som hele bestyrelsen i januar var enig om skulle ekskluderes efter sin udmelding i pressen med kritik af mig, og om at der skal et generationsskifte til. Den beslutning skrev Jakob Søgaard Clausen under på som bestyrelsesmedlem, og Jette Skive og jeg skrev under på beslutningen som byrådsmedlemmer," siger Knud N. Mathiesen, der samtidig understreger, at stemningen i partiet er udmærket.
"Der er ingen misstemning i partiet overhovedet. Vi har slet ikke diskuteret generationsskifte i bestyrelsen, som Jakob Søgaard Clausen også er medlem af. Så hvis man vil tage det op, så kan man gøre det der. Men det har man ikke valgt. I stedet er man gået i pressen med det. Det kan da godt undre mig. Jakob Søgaard Clausen som spidskandidat er heller ikke drøftet blandt medlemmerne af DF i Aarhus ved et opstillingsmøde. Jette Skive har én stemme, men der er flere stemmer i Dansk Folkeparti i Aarhus," siger Knud N. Mathiesen.
Den nu tidligere partisekretær for DF i Aarhus Daniel Pedersson blev først fyret fra posten og siden ekskluderet fra partiet efter anmodning fra lokalbestyrelsen og byrådsgruppen. Daniel Pedersson opfordrede bl.a. Knud N. Mathiesen til at træde et skridt tilbage og lade yngre kandidater komme over ham på stemmesedlen ved det forestående kommunalvalg. Daniel Pedersson kritiserede efterfølgende mulighederne for en intern debat i DF for at være ikke-eksisterende, "så længe dem, der skal håndtere debatten, også er dem, der ønskes debatteret".
På sin Facebook-side skrev Daniel Pedersson i denne uge, at han med Jette Skives udpegning af Jakob Søgaard Clausen som sin efterfølger som spidskandidat er blevet offer for et justitsmord i partiet.
Ingen kommentarDen udmelding har Knud N. Mathiesen ingen kommentar til, men han deler Daniel Pederssons analyse af, at der ikke kommer hverken en fyring eller en eksklusion af Jette Skive eller Jacob Søgaard Clausen efter udmeldingen fra de to om anbefaling af et generationsskifte.
"Man har lov til at have sin holdning. Det har ikke noget med en magtkamp at gøre. Dette handler ene og alene om, at Jette Skive ikke genopstiller, men jeg betragter det absolut ikke som en magtkamp," siger Knud N. Mathiesen, som gerne havde set, at DF Århus Lokalforening havde fået den årlige generalforsamling i april gennemført inden debatten om spidskandidat til kommunalvalget var gået i gang.
"Vi har lige sendt en opfordring ud til alle vores 329 medlemmer om at overveje, om de vil stille op til kommunalvalget. Det skal alle medlemmer gerne have mulighed for, så den debat var bedre at tage senere," siger Knud N. Mathiesen, som på den kommende generalforsamling genopstiller til posten som lokalformand.
Er der noget, som du gerne havde set anderledes i denne sag?
"Efter sagen med Daniel Pedersson havde jeg gerne set, at Jette Skive, Jakob Søgaard Clausen og jeg havde sat os ned og diskuteret sagen. Det kommer som en bombe for mig, at de to er gået sammen om at foreslå den vej."
Er der i bestyrelsen uenighed om partiets byrådspolitik?
"Nej, det er der på ingen måde. Jette Skive har hænderne fulde som rådmand på ældreområdet, så de andre områder har jeg taget mig af i samarbejde med bl.a. Jakob Søgaard Clausen."
Naturlig konkurrenceEr du bekymret for, at denne kamp om spidskandidatposten kommer til at forfølge partiet i valgkampen?
"Jeg tror ikke, at det kommer til at fylde en helt masse. Du skal huske på, at der er ingen uenigheder i bestyrelsen, og der er heller ikke tale om magtkamp. Alle har ret til at stille op som spidskandidat, og det giver selvfølgelig en naturlig konkurrence mellem kandidaterne. Jeg synes bare, at vi skulle have den valgkamp efter vores generalforsamling. Og uanset hvem der bliver spidskandidat den 3. maj, så kæmper vi alle sammen for Dansk Folkeparti," siger Knud N. Mathiesen, som anerkender, at den nuværende landspolitiske situation for Dansk Folkeparti i forhold til vælgeropbakning kan gøre det vanskeligt for partiet igen at hente to mandater til efterårets lokalvalg i Aarhus Kommune. Og dermed også muligheden for at generobre en rådmandspost.
"Hvis man ikke på landsplan får vendt skuden, så bliver det vanskeligt. Men vores landsformand, Kristian Thulesen Dahl, er kommet meget mere i medierne, og dermed er Dansk Folkeparti mindre usynlig for vælgerne," siger Knud N. Mathiesen, der mener, at DF’s traditionelle mærkesager, ældreområdet og udlændingepolitikken, vil stå højt på dagsordenen også under den kommende valgkamp til kommunalvalget i Aarhus. Knud N. Mathiesen vil også debattere klima og infrastruktur – ikke mindst aflysning af planerne om en udbygning af letbanen til Aarhus Ø og af etape to til bl.a. Brabrand.
Jakob Søgaard Clausen fastslår over for JP Aarhus, at han også står fast på DF’s traditionelle mærkesager, ældreområdet og udlændingepolitikken. Han vil også sikre, at DF er et parti med politik på "de hylder, som er oppe i tiden". Det handler for Jakob Søgaard Clausen bl.a. om, at Aarhus skal udvikles med respekt for det eksisterende.