"Hvis den sag skal vælte mig på valgdagen, så må det være sådan"
Efter mere end to årtier i lokalpolitik kan Kongsgården-skandalen være det, der vælter Jette Skive og Dansk Folkeparti på valgdagen. Men den hårdtslående rådmand fortryder intet, og insisterer på at være sig selv
Da stemmerne var talt op efter kommunalvalget i november 2017, kunne Jette Skive (DF) drage et lettelsens suk.
Godt nok gik partiet 0,9 procent tilbage i forhold til valget forinden, men en personlig fremgang for Skive og 6,4 procent til partiet var nok til at sikre endnu periode som rådmand for Sundhed og Omsorg.
Men efter mere end 20 år som folkevalgt, næsten fire år for bordenden i den store forvaltning og en særdeles opslidende valgkamp var den dengang 66-årige tidligere frisør helt afklaret. Når 2021 bliver til 2022 skulle det offentlige embede byttes ud med en tilværelse som pensionist, fastslog hun.
"Jeg havde knoklet sindssygt meget op til valget. Jeg knoklede alt ud af mig, fordi jeg startede med de første valgmøder i juni. Jeg sagde ja til alt og var stort set på fra tidlig morgen til sen aften i seks måneder," husker Jette Skive tilbage.
Noget skulle bevises
Forud for alle andre valg, havde hun holdt tre ugers selvbetalt ferie for at hellige sig valgkampen, men dette valg var særligt. For den vigtige rådmandsrolle skulle passes, men samtidig skulle der sendes et signal.
"Vi havde for første gang fået så stor en rådmandspost i landets næststørste by, og jeg ville bevise overfor mig selv, Dansk Folkeparti og Aarhus, at det ikke bare skulle være en engangsforestilling. At det kunne vi sagtens klare en gang til. Jeg kæmpede for at bevise, at jeg havde noget at byde på, og det lykkedes. Men jeg var træt og slidt."
Tre år senere har piben fået en anden lyd. Nu overvejer Jette Skive, som i mellemtiden også har fået tunge poster i Kommunernes Landsforening, at tage en tørn mere. Og det sker på trods af, at hun i 2020 gennemgik sin karrieres værste stormvejr.
National kritik
TV2 kunne med skjult kamera dokumentere groft omsorgssvigt på et plejehjem i Randers og plejehjemmet Kongsgården i Aarhus, som hører under Skives ansvarsområde. Rådmanden måtte stå skoleret og forklare sig for hele Danmark, mens hjerteskærende billeder af stakkels Else løb over skærmen.
"Jeg fik tæsk og var skydeskive i fire-fem måneder, hvor jeg skulle stå tage ansvar for alle dem, der stak hovedet i busken – i særdeleshed Randers -, og for hele landets elendighed på plejeområdet. Men i DF er vi her, uanset om det går op eller ned. Vi står sammen, står til ansvar og kæmper. Det har jeg gjort i 24 år, og det vil jeg blive ved med," lyder det fra rådmanden som ikke lægger skjul på sin indignation over den massive kritik og adskillige krav om hendes afgang.
Og hun tør ikke afvise, at sagen kan koste hende eller DF stemmer til kommunalvalget 16. november.
"Kongsgården har jeg det øverste ansvar for, men jeg sidder ikke med den daglige ledelse. Hvis den sag skal vælte mig på valgdagen, så må det være sådan. Så er der noget, vi ikke har været gode nok til at forklare. Men jeg har ikke ansat de mennesker og ledere, der arbejder derude, og jeg kan ikke gøre noget, før jeg får noget at vide. Jeg handlede, da jeg fik at vide, hvad der var galt. Det har jeg gjort hele tiden, og jeg gør det stadigvæk. Helt ærligt føler jeg, at jeg har gjort alt, der stod i min magt i den sag," fastslår Jette Skive og påpeger, at hun har sat en stor omorganisering af Sundhed og Omsorg i gang.
Plettet eftermæle?
Ikke desto mindre klistrer Kongsgården-skandalen nu til dig. Bliver den sag ikke overskriften på dit politiske eftermæle?
"Nej. Jeg har ikke Kongsgården, men borgerne som et hele. Heldigvis er jeg ikke på de sociale medier, og det skulle jeg angiveligt være glad for i forhold til den sag. Men til de utroligt kloge mennesker, der sidder derude og mener, at de ved alt, vil jeg sige, at der er altså nogle mellemregninger, som de ikke har med. At sidde derude og råbe højt uden at have forstand, har jeg ikke respekt for," lyder det på klassisk kontant vis fra rådmanden.
Hvilke "mellemregninger" der er tale om, kommer hun ikke nærmere ind på, men lader indskudte bemærkninger om pårørende og personale falde hist og her. I stedet fortæller hun, at hun har modtaget støtteerklæringer fra borgere i hele landet, borgmestre og ordførere i Folketinget, som ifølge hende mener, at hun har gjort det godt og er blevet uretfærdigt behandlet.
"Kilebo var værre"
I det hele taget mener Jette Skive, at den hårde medfart skyldes, at hun er DF'er.
"Jeg skal ikke lyde bitter og negativ, men det kan undre mig, at de grimme og forfærdelige ting, der sker i Sociale Forhold og Beskæftigelse lige nu, bliver tiet ihjel. I ni måneder har Århus Stiftstidende skrevet side op og side ned om plejehjemssagen. Jeg fatter ikke, at folk gider at læse om det. Men det har måske noget med sagen at gøre, at jeg er DF’er og ikke socialdemokrat, at deres handicapsag ikke fylder noget. Jeg har 51 plejehjem. 48-49 af dem kører fantastisk, viser tilfredshedsundersøgelserne. I Sociale Forhold og Beskæftigelse har de ikke bare én, men mange sager og massiv kritik fra tilsynet. Kilebo-sagen er værre end Kongsgården, men af en eller anden årsag har Kristian Würtz (S-rådmand, red.) ikke en Hans Skou (V), Lone Hindø (S) eller Lone Norlander (EL), som sidder og skaber sig i pressen konstant og har gjort det i fem måneder."
Men sagen slog revner i den hårdtslående politikers facade. I august kunne man se hende rørt til tårer i et interview om Kongsgården med TV2 Østjylland, og efterfølgende er det også blevet til samtale med en krisepsykolog.
"Det har selvfølgelig tæret hårdt på mig at tage så mange tæsk. Det var fuldstændig uretfærdigt, men det er prisen for at sidde, hvor jeg gør. Jeg kunne have stukket halen mellem benene og ladet være med at stille op til en masse interviews. Jeg kunne have sagt, at man måtte snakke med mine folk i stedet, ligesom Jacob Bundsgaard (S) og de andre gør. Men jeg kaster ikke nogen foran mig."
Politisk ukorrekt
Jette Skive er i det hele taget en anderledes politiker. Hun er ikke bange for at vise følelser, men kan også slå fra sig som få. Den slags politiker, der med sin frembrusende facon deler vandene, og som ikke pakker sine udtalelser ind i den slags afmålt politiker-retorik, man lærer på Statskundskab.
Ifølge hende selv skyldes det ikke mindst opvæksten med tre storebrødre og ene mænd på et mejeri i Randers.
"Jeg er opvokset i en mandeverden. Skulle jeg begå mig dér som eneste pige, var jeg nødt til at slå fra mig verbalt. Det har jeg lært af hverdagens barskheder. Jeg er ikke politisk korrekt – og gudskelov for det. Men det havde været meget værre, hvis jeg ikke var endt i politik," siger Skive, som har lært at lægge lidt bånd på sig selv.
"Man bliver hørt meget mere, hvis man lader være med at bræge og skabe sig. Så jeg har arbejdet med mig selv, og jeg kan ikke komme længere nu. Og det vil jeg heller ikke. For når jeg bliver spurgt om noget, så svarer jeg. Jeg kan simpelthen ikke – som Nicolai Wammen – tale udenom. Det ville da være nemmest at kunne det politikersprog nogen gange, men omvendt kan jeg ikke holde ud at høre på udenomssvar. Det er uværdigt og uordentligt overfor borgerne. Det gider jeg sgu ikke se på. Hvis du ikke vil svare, så vær ærlig og sig det."
Tillid forpligter
Og netop dét karaktertræk tilskriver Jette Skive en stor del af æren for det, hun har opnået i aarhusiansk lokalpolitik.
"Jeg er borgerens 'mand'. Det har jeg været hele vejen tiden – også på rådmandsniveau. Hvis borgerne er urimelige, så får de det at vide, men jeg vil gå langt for dem, og jeg havde ikke siddet i denne stol, hvis de ikke havde haft tillid til mig. Det forpligter, og det ville jeg ønske, at mange flere politikere huskede på."
Men her i den politiske karrieres efterår, så er der mange ting, der kræver grundig overvejelse. Skal man stoppe på toppen? Lurer der et valgnederlag ude i horisonten? Skal man give den et sidste skud?
"Jeg vil være rigtig ked af, hvis vi mister en rådmandspost til november, men jeg kan jo godt se, at den er ude at flagre. Så realistisk er jeg da. Men det kan godt være, at jeg vil tage fire år i byrådet som menigt byrådsmedlem i en alder, hvor jeg ikke skal have et arbejde ved siden af. Så kan den få hele armen på en god måde uden de store forpligtelser."