Er sandheden ilde hørt?
præsteklumme Sandheden er ilde hørt! siger man. Men hvorfor siger man egentlig det? – Et svar kan selvfølgelig være, at den, der får et par sandheder fortalt, hellere ville have været det foruden. Det kan være ubehageligt at blive præsenteret for en sandhed – navnlig hvis sandheden angår en selv. Men det følger af sagens natur, at ubehaget ved at få forelagt en sandhed ændrer karakter, når det ved nærmere eftersyn viser sig, at det overhovedet ikke er en sandhed, man får forelagt, men en usandhed. Derefter angår ubehaget den omstændighed, at der – for en selv at se – er blevet byttet rundt på sandhed og usandhed, at en usandhed bliver præsenteret som en sandhed.
Hvem kender sandheden om et andet menneske? Hvem kender sandheden om sig selv? – Næppe nogen. Derfor er det, at man i en kirkelig sammenhæng kan høre det forhold udtrykt på den måde, at kun Gud ved, hvad der bor i et menneske. Der er med andre ord nogle dybder i ethvert menneske, der er ukendte for det enkelte menneske selv. Og det må vel også siges at stemme overens med vores erfaring. Så selvom andre undertiden mener, at de nok er i stand til at fortælle et par sandheder om os, ja, så findes der tilsyneladende en dybereliggende sandhed i os, der i et guddommeligt perspektiv formår både at relativere og neutralisere de mange såkaldte sandheder (også dem af ubehagelig art), vi risikerer at pådrage os i livet. Sandheden om det enkelte subjekt er der intet menneske, der sidder inde med.
Det er formentlig af samme grund, at Jesus netop advarer os mod at fælde domme over hinanden. Og denne advarsel hænger sammen med, at ingen af os besidder den evigtgyldige målestok for sandhedens sande udmåling. Det gør alene Gud.
På trods af vores ukendskab til, hvad der bor af sandhed i det enkelte subjekt, kommer vi imidlertid ikke uden om at måtte fælde domme over de objektive gerninger, som det enkelte subjekt begår. Det er sådant noget, domstolene tager sig af. Og domstolsafgørelser skal ske på et objektivt, sandfærdigt grundlag. Men når Gud fælder dom over et menneske, sker det på grundlag af en dybereliggende sandhed om mennesket. Den dom kaldes Guds nåde. Og sandheden om Guds nåde som værende en barmhjertig og tilgivende kærlighed, er vel ikke så ilde hørt?