Nye spor i Jane-sagen fører til Brabrand Sø
Større antal betjente og mandskab fra brandvæsnet er kørt til Brabrand Sø
Mandag over middag kørte en hel del politibetjente og personale fra brandvæsnets dykkerberedskab til Brabrand Sø.
Det sker i endnu et forsøg på at finde forsvundne Jane Møller fra Åbyhøj.
"Vi er ved at søge efter Jane Møller i og omkring Brabrand Sø," siger Janni Lundager, pressekontakt ved Østjyllands Politi.
Hun fortæller, at der er nye oplysninger i sagen, som har medført den store udrykning.
"Der er noget i efterforskningen, som peger på, at det kan være et interessant sted at søge. Mere kan jeg ikke sige om det på nuværende tidspunkt."
Hundepatruljer og betjente søger i øjeblikket til lands, mens dykkere og både fra brandvæsnets dykkerberedskab er til vands for at lede efter Jane Møller.
Den 57-årige kvinde har været forsvundet siden torsdag den 4. februar og har dermed nu været savnet i halvanden uge.
Hun blev sidst set den torsdag aften, hvor hun cyklede hjem til sin adresse i Åbyhøj efter et besøg hos kæresten i Højbjerg. Hendes cykel blev fundet ved hjemmet i Åbyhøj, og politiet har tidligere arbejdet med den teori, at hun har forladt hjemmet i nedtrykt sindstilstand.
Siden hendes forsvinden har frivillige fra Missing People søgt vidt og bred efter hende, og det samme har politiet, der særligt har koncentreret søgningen omkring Gellerup Skov og Brabrand Sø.
Nu lader det altså til, at politiet har kunnet indsnævre, hvor ved den store Brabrand Sø, der skal søges.
Østjyllands Politi har tidligere udtalt, at der ingen indikationer er på, at der er sket en forbrydelse.