Ingen proptrækker - intet problem

Hvis du står og skal have åbnet en flaske vin, men ikke er i nærheden af en proptrækker, er der flere andre metoder til at få adgang til de gærede dråber.

Artiklens øverste billede
Fortvivl ikke, hvis du står og skal have åbnet en flaske vin, men ikke er i nærheden af en proptrækker. Der er andre metoder til at få adgang til de gærede dråber. Foto: Adobe Stock

De fleste voksne kender nok situationen, hvor man står med en flaske vin med prop og en ubændig tørst - men ingen proptrækker.

Der er dog hjælp at hente for den glemsomme vindrikker. Det kræver bare en anden form for remedie og lidt mere knofedt og tålmodighed end de kendte specialværktøjer.

En helt almindelig nøgle kan for eksempel bruges til at åbne vin såvel som døre. Det fortæller Christoffer Steenbeck, der er indehaver af Vinico, som er en online vinhandel.

- Tag godt fat om flaskens top, og stik nøglen skråt ned i proppen, så langt den kan komme. Når den sidder godt fast, kan du faktisk dreje proppen op i en konstant cirkel, samtidig med at du hiver lige så let, siger han.

Sidsel Frank, der er community manager i vinfællesskabet Winefamly, anbefaler nøglemetoden som bedste nødløsning.

- Vi har selv testet det af, og det virker altså. Det er faktisk den nemmeste metode, hvis man ikke har en rigtig vinoplukker. Og man kan gøre det, selv om man ikke er en stor, stærk mand. Det er især effektivt med plastikpropper, siger hun.

Hvis man er så uheldig ikke at have en nøgle, kan man måske blive reddet af sit fodtøj.

Det er i hvert fald et andet remedie, som begge vinkendere peger på.

- Jeg vil nok anbefale en støvle med en ret tyk bund. Placer flasken i støvlen, og bank så fodsålen mod en lodret flade som en væg eller et træ, fortæller Sidsel Frank og fortsætter:

- Det kræver lidt tålmodighed, for vinen skal først skumme op og danne et tryk. Så brug lidt tid, og gør det med snilde. Hvis man banker for hårdt, kan man nemlig også risikere at smadre flasken. Det tog cirka ti minutter for os.

Og det med at banke flasken mod en lodret flade nævner Christoffer Steenbeck faktisk som sin yndlingsmetode.

For i forhold til nøglemetoden medfører skotricket en mindre chance for, at proppen går i stykker.

En tredje nødløsning involverer ild og varme.

Hvis man varmer flaskehalsen op, vil der nemlig danne sig et tryk inde i flasken, så proppen til sidst ryger ud af sig selv.

- Man skal bare huske at rotere flasken hele tiden, så man ikke kun varmer ét koncentreret sted på halsen op - så kan den nemlig springe. Man kan enten bruge en langhalset lighter eller en gasbrænder, fortæller Christoffer Steenbeck.

/ritzau/

Læs også

Del artiklen