Christian Dalsgaard står bag firmaet Ohmatex, som laver intelligent tøj.

Christian Dalsgaard står bag firmaet Ohmatex, som laver intelligent tøj.

Opfinder får tøjet til at tale

Christian Dalsgaard putter mikroelektronik ind i tøj til glæde for blandt andre astronauter

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Det er ikke til at se det, hvis du ikke lige ved det. Inde i det, som ligner et helt almindeligt stykke stof, gemmer sig bittesmå ledende kabler. Det giver mulighed for at lave tøj og tekstiler, som er intelligente - som kan ting, man tidligere troede, var ren fiktion.
Men sådan er det ikke længere.
I dag lever Christian Dalsgaard fra Viby nemlig af at putte mikroelektronik ind i tøj.
Han står bag firmaet Ohmatex, som holder til i Skejby. Firmaet har blandt andet lavet en strømpe til Den Europæiske Rumorganisation, som kan måle astronauters muskelaktivitet, så de hverken træner for meget eller for lidt.
Ligeledes står de bag en strømpe til hjertesvigtpatienter, som kan måle hvor meget væske, patienterne har i benene. Strømpen giver automatisk hospitalet besked med resultaterne.
Endelig kan eksempelvis også nævnes intelligente bukser til fiskere, som automatisk giver besked til båden og videre til redningspersonalet, hvis personen skulle falde over bord.

Man skal turde tro på idéen

Det hele startede egentlig for snart ti år siden, hvor Christian Dalsgaards dengang fireårige søn glad kunne fremvise et par sko, der kunne blinke.
“Jeg husker det begejstrede blik, han havde i øjnene. Det satte nogle tanker i gang. Her har man et par skod sko, som kun kan lyse i tre måneder, men som i den grad begejstrer. Det gjorde, at jeg begyndte at undersøge, hvor man mon arbejder med sådan noget henne,” fortæller Christian Dalsgaard, som her ti år senere har fået et firma med otte ansatte op at stå.
Man kan vel nærmest kalde ham en moderne Ole Opfinder, selvom han egentlig helst vil overlade det med at få gode idéer til andre.
“Ja, den klassiske forestilling om, at man bare lige står i værkstedet og skaber noget, holder altså ikke. Jeg vil helst lade andre om at komme med idéer, som er udsprunget af helt konkrete behov. Så det er med at besøge en masse kunder og høre om netop deres behov, og så får jeg halvdelen af idéerne fra min kone,” smiler Christian Dalsgaard.
Og netop med hensyn til idéer er det vigtigt ikke at lade sig slå for hurtigt ud.
“Hvis du får en idé, kan du være 99,9 procent sikker på, at en anden har fået den et andet sted i verden, men der kan altid findes flere vinkler på ideen. Så har man en god mavefornemmelse, skal man nogle gange tro på sin idé, også selvom alt peger i modsatte retning,” siger Christian Dalsgaard.

null

Publiceret 03 February 2014 12:00