Rådmand sætter sig til forhandlingsbordet: Særlig arbejdsopgave skal give højere løn
Første forhandlingsmøde om løntillæg for at arbejde med demens er planlagt til slutningen af maj. FOA er blevet mere positivt stemt.
Nu rykker løftet om højere løn til personalet på demensplejehjemmet Skovvang tættere på at blive indfriet.
Rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) oplyser til Din Avis Aarhus, at han i slutningen af måneden indleder forhandlinger med de faglige organisationer på området for at »forsøge at lande en aftale om løntillæg for at arbejde ved specialpladser for borgere med demens«.
Yderligere kommentarer har han dog ikke for nuværende.
Udmeldingen om højere løn til plejepersonalet kom i juni sidste år, efter at rådmanden havde overnattet på specialplejehjemmet, der på daværende tidspunkt havde 23 ubesatte stillinger.
»Løn fylder rigtig meget for medarbejderne. Skovvang er usammenlignelig med vores øvrige plejehjem. De beboere, der er her, har brug for en særlig faglighed. Det, synes jeg godt, kan retfærdiggøre, at vi finder en form for løntillæg,« lød det dengang fra rådmanden, som derefter skulle i dialog med sin hr-afdeling for at se på, hvordan det kunne skrues sammen.
Skovvang kom i medierne, da et besøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed udløste et påbud i maj 2022. Senere på året blev påbuddet dog ophævet igen, da et opfølgende tilsyn var positivt.
Det begynder at ligne en vej, vi kan gå nedad
FOA glæder sig
Det vækker glæde hos fagforeningen FOA, at rådmanden nu har indkaldt dem til lønforhandlinger.
»Vi skulle da være nogle skarn, hvis ikke vi sagde ja til forhandlinger om lønstigning for vores medlemmer,« siger Mette Fuglsig Schjødt, der er afdelingsformand for FOA Århus.
Fagforeningen var sidste år utilfredse med rådmanden udmelding om, at en mulig lønstigning kun skulle gælde for Skovvang.
»Vi havde lidt kvababbelse over, at én bestemt arbejdsplads skulle tilgodeses, for arbejdet med borgere med demens eksisterer på alle plejehjem. Men det vi hører nu, er at man er interesseret i at give et løntillæg for at arbejde, de steder hvor der er specialpladser for borgere med demens, de borgere, der er allermest ramt af sygdommen, uanset hvor de pladser befinder sig,« forklarer Mette Fuglsig Schjødt.
Men i dag findes de pladser kun på Skovvang?
»Ja, og så er det sådan, det er i dag. Men det kan ændre sig. Det begynder at ligne en vej, vi kan gå nedad, når vi taler om at give løntillæg for at udføre nogle særlige opgaver, der kræver særlige kompetencer. Det vil vi gerne gå i dialog om,« lyder det fra Mette Fuglsig Schjødt.
Forstanderen på Skovvang oplyser til Din Avis Aarhus, at der pt. mangler en medarbejder på plejehjemsafsnittet. På korttidspladserne og dagcenteret er der fire opslåede stillinger, som ønskes besat til september. Derudover står man over for en rekrutteringsproces, når det sidste afsnit på plejehjemmet åbner gradvist op fra 1. september. Der er i dag cirka 200 ansatte på Skovvang.