Lars Boje smidt ud af Nye Borgerlige: »Jeg er offer for karaktermord«
Nu tager den tidligere formand til genmæle.
Efter blot lidt over en måned i formandsstolen for Nye Borgerlige er Lars Boje Mathiesen blevet ekskluderet fra partiet.
»Lars Boje Mathiesen har helt uhørt henvendt sig med et krav om at få overført cirka 350.000 kroner, der står på en intern underkonto i partiet, til sin egen private konto til en personlig brandingkampagne,« står der ifølge TV2 blandt andet i den interne mail, der skal være baggrunden for ekskluderingen.
Det har fået den nu tidligere formand fra Aarhus til tasterne.
»Da jeg gik i seng var jeg formand, da jeg vågnede så kunne jeg læse i medierne at jeg åbenbart er blevet ekskluderet i løbet af natten. Det må man da sige var noget af en overraskelse,« skriver han i et opslag på Facebook.
I samme opslag ridser han op, hvad han - ifølge sig selv - har måttet give afkald på for at hellige sig formandsposten.
»Medlemmerne af NB har valgt en familiefar, med to små børn som formand, der bor i Jylland. Jeg havde derfor i samarbejde med sekretariats chefen lavet et udkast til en kontrakt med et formands vederlag, så vi som familie herhjemme kunne få tingene til at hænge sammen, da min hustru jo sandsynligvis måtte tage orlov,« skriver Lars Boje Mathiesen i opslaget, hvor der også står, det udkast ville give familien cirka 20.000 kroner netto om måneden.
Partiets modspil skal have været et beløb i omegnen af 6.000 kroner om måneden.
Hårdknude
Herefter skal tingene være gået ’i hårdknude’.
»At HB så nu forsøger med et karaktermord ... at få det til at handle om noget helt andet med spin, for at de ikke skal stå i en dum situation overfor medlemmerne, som jo forståeligt nok vil spørge… hvorfor HB ikke inddrog medlemmer i spørgsmålet.. ja, det er bare så beskidt tingene er i politik. Det har jeg meget lidt respekt for. De ved, ligeså godt som jeg hvad uenigheden handlede om,« skriver den ekskluderede formand.
Herefter henviser han til ’fakta’ omkring sin løn - som han mener, han har lagt op i sit kommentarspor.
»Humøret er stadig godt. Motivationen for at kæmpe for frihed, borgernes rettigheder og begrænse politikernes magt er stadig intakt.. Ja, den er måske endda faktisk blevet stærkere.. for nu har disse folk i Hovedbestyrelsen jo lige givet mig endnu mere motivation,« slutter opslaget.
jro