Blev byrådet ført bag lyset i havneforhandlinger? Kritisk information nåede aldrig politikerne

Referat viser, at havnen næppe kunne få tilladelse til at klappe ved Fløjstrup Strand. Alligevel var det en stor del af forhandlingen fire måneder senere.

Artiklens øverste billede
Forhandlingsleder, havneformand og borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil ikke kommentere sagen. Foto: Stine Schjøtler

Blev partierne i havneforliget ført bag lyset, eller pyntede de sig med lånte fjer, da de brystede sig af at have taget klapning ved Fløjstrup Strand af bordet? 

Meget tyder på det første, kan Din Avis Aarhus nu afsløre, og det får kritiker til at kalde forhandlingerne om havneudvidelsen for »et skuespil uden sidestykke«. 

Men det kommer vi tilbage til. Historien starter med et vigtigt møde mellem Miljøstyrelsen og Aarhus Havn den 7. oktober 2022, hvor især havnens ansøgning om klapning af bundmateriale var på dagsordenen. Din Avis Aarhus har læst referatet fra mødet.

Aarhus Havn ville gerne have lov til at dumpe 1,8 mio. m3 havnedynd ved Fløjstrup Strand og havde ansøgt Miljøstyrelsen om tilladelse. Men det ville være i konflikt med en havplan, lod Miljøstyrelsen forstå på mødet. 

I stedet foreslog havnen på mødet, at klapningen kunne foregå med et monitoreringsprogram, som følger evt. miljøskader, men også det fejede Miljøstyrelsen af bordet, »da styrelsen ikke mener, at det vil være realistisk at stoppe klapningen helt eller delvist«.

Dernæst foreslog havnen at starte med at klappe 400.000 m3 bundslam og så se, hvad der sker. Heller ikke den løsning fandt styrelsen »hensigtsmæssig«.

Til sidst prøvede havnen at foreslå, at man ville klappe 400.000 m3 ved Fløjstrup Strand og samme mængde inden for ydermolen. 

»Miljøstyrelsen vurderede ikke umiddelbart, at det kan tillades, men lovede at se på forslaget. Miljøstyrelsen har gennem ansøgningsforløbet opfordret havnen til at søge et andet klapområde,« står der i referatet. 

Samlet set en række meldinger, der er svært at læse som andet end en afvisning af Fløjstrup Strand som muligt klapområde.

21 dage efter mødet valgte Aarhus Havn da også at sætte ansøgningen om klapning i bero. 

En falsk sejr

Men 8. februar, fire måneder efter mødet, satte byrådets partier sig til forhandlingsbordet, og et flertal besluttede, at Aarhus Havn kunne få lov at udvide.

Samtlige forligspartier, Socialdemokratiet, Venstre, konservative og SF, brystede sig efterfølgende med, at de nu havde taget klapning ved Fløjstrup Strand af bordet. Et emne, som har vakt en del kritik fra offentligheden. Det skete, som referatet viser, på trods af, at Miljøstyrelsen allerede kraftigt havde indikeret, at det slet ikke var en mulighed.

Så brystede forligspartierne sig med lånte fjer? Eller var de ikke bekendt med Miljøstyrelsens holdning?

»Vi er lykkedes med stort set at fjerne al klapning, og enhver forestilling om at klappe ud for Fløjstrup er lagt i graven,« sagde Mette Skautrup (C) efter forliget.

I dag erindrer hun ikke, om hun fik den information, men påpeger overfor Din Avis Aarhus, at der var »virkelig mange ting at forholde sig til«.

Gert Bjerregaard (V) sagde i en pressemeddelelse, at det var en forudsætning for, at Venstre kunne lave en aftale, at man kunne undgå klapning ved Fløjstrup Strand. 

Han mener ikke, at partierne har fået præsenteret Miljøstyrelsens holdning. 

»Jeg har haft den tro, at vi stod over for at skulle klappe dernede. Det var et krav for os, at vi skulle undgå det, og det ville ikke give mening at have, hvis vi havde kendskab til det her. Jeg ved ikke, om borgmesteren har spillet med fordækte kort, men det skulle undre mig meget, hvis han ikke har haft den viden. Hvis det er tilfældet, så har man jo i en eller anden grad ført os bag lyset,« konstaterer han. 

Hos SF, hvis vigtigste fokus var at beskytte havmiljøet og klimaet, er Jan Ravn Christensen, der deltog i forhandlingerne og sidder i havnens bestyrelse, ikke videre bestyrtet over den manglende information. 

»Det havde da været fint, hvis vi havde vidst det. Men jeg læser ikke referatet som en blank afvisning af, at klapning ved Fløjstrup Strand kan lade sig gøre. Desuden var forligspartierne enige om, at der ikke skulle klappes dernede,« siger han. 

Jo, men spørgsmålet er jo, om det, at I ikke kendte til Miljøstyrelsens holdning, blev brugt strategisk i forhandlingen til at give jer ”en sejr”, som reelt ikke var en sejr?

»Den spekulation kan jeg godt forstå. Det er ikke sådan, jeg oplevede forhandlingsforløbet. Det er vist det, jeg kan sige.«

Aarhus Havn: Ikke relevant

Din Avis Aarhus ville meget gerne spørge forhandlingslederen, borgmesteren og havneformanden, Jacob Bundsgaard (S), til, hvad han vidste, da han gik ind til forhandlingerne om den særdeles betændte havneudvidelse. 

Han har dog ikke ønsket at stille op til interview. 

Avisen har spurgt Aarhus Havns direktør, Thomas Haber Borch, om han lod beskeden fra mødet den 7. oktober gå videre til borgmesteren, havnebestyrelsen og byrådet. Det kunne han ikke svare på, da avisen havde ham i røret, men senere kom der et skriftligt svar fra havnens pressemand. 

»Det konkrete møde er en del af den løbende dialog med Miljøstyrelsen vedr. ansøgningen om klapning. Der blev alene drøftet forskellige muligheder og konsekvenser. Der blev hverken truffet beslutninger eller frembragt afgørende, relevant viden. Derfor har Aarhus Havn heller ikke fundet anledning til at orientere fra mødet,« lyder svaret. 

Avisen har efterfølgende spurgt, hvordan kan Aarhus Havn mene, at det ikke er relevant viden at viderebringe, når klapning ved Fløjstrup Strand netop har været en stor del af den offentlige debat og efterfølgende et emne i de politiske forhandlinger. 

»Fordi der løbende er dialog med Miljøstyrelsen om rigtig mange facetter af klapningsspørgsmålet. Undervejs opstår der forhold, vi skal undersøge nærmere eller løse. Det er en naturlig del af processen,« svarer havnen blot. 

5. marts var der arrangeret en stor demonstration mod havneudvidelsen. Foto: Jeppe Spure Nielsen

Spildt forhandlingskapital

Det svar finder Nye Borgerliges Henrik Arens, der var den sidste til at forlade havneforhandlingerne, voldsomt kritisabelt. 

»Havneledelsen har svigtet, hvis sådan en meget relevant melding fra Miljøstyrelsen ikke går videre til bestyrelsen. Det er jo os, der ejer havnen, og vi skal informeres om den slags. Som ejer synes jeg, at det er skuffende. Det har jo økonomiske konsekvenser. Den billigste løsning er at klappe materialet, og derfor er det et ret vigtigt aspekt, at man får det, som jeg synes er det tætteste, du kommer på en blank afvisning fra en myndighed. Det har økonomiske konsekvenser, og det skal bestyrelsen informeres om,« fastslår han. 

Henrik Arens undrer sig især over, hvis borgmesteren ikke har fået overbragt den i hans optik kritiske oplysning, og derfor har han sammen med Radikale Venstre, Danmarksdemokraterne og Enhedslisten afkrævet Borgmesterens Afdeling svar på, hvem der vidste hvad og hvornår. 

»Det er interessant, fordi klapningen var en del af forhandlingen. Og hvis man allerede inden forhandlingerne vidste, at havnens forslag ikke er en mulighed, så har man jo forhandlet på et forkert grundlag. Som alle forhandlinger, der er herinde på rådhuset, så virkede det for mig, som om borgmesteren havde alle scenarier liggende printet på forhånd. Afhængig af, hvor skrap man var i forhandlingen, så lagde han noget frem, som partierne måske kunne spise. Reelle forhandlinger syntes jeg ikke, at det var.«

»Har man ikke forhandlet på et oplyst grundlag, og borgmesteren så giver nogle partier det her som en ”sejr”, så er det måske klogt og smart, men ren manipulation af forhandlingerne, hvor der skal være åbenhed om det faktuelle grundlag. Det er jo ikke en reel sejr, hvis man vidste, at det egentlig var taget af bordet. Så der er nogen, der har brugt politisk forhandlingskapital på noget, som de faktisk kunne have fået helt gratis. Jeg vil meget gerne vide, hvornår borgmesteren vidste det her.«

Havnen siger jo, at han ikke blev informeret. Så kan du vel ikke lægge borgmesteren til last, at klapning indgik i forhandlingerne?

»Nej, men der må simpelthen have været noget viden, for borgmesteren præsenterer alternativer. Hvad har fået dem til at kigge på alternativer til at klappe ved Fløjstrup Strand?«

»Skuespil uden sidestykke«

Din Avis Aarhus ville meget gerne have præsenteret borgmesteren for kritikken og stillet ham en række spørgsmål, men han ønsker som nævnt ikke at lade sig interviewe. 

Hele sagen om havneudvidelsen indeholder mange tusinde dokumenter og - for menigmand - meget svært forståeligt og fagtungt materiale.

Det var havneudvidelses-modstanderne fra Beskyt Aarhusbugten, der for noget tid siden fandt referatet fra det omtalte møde den 7. februar blandt et væld af dokumenter, og formand Sven Erik Kristensen føler sig blot bekræftet i sin mistanke om, at der har været tale om en skueproces. 

»Jeg synes, det er fuldstændig forkasteligt, at der holdes oplysninger af sådan en karakter tilbage i så vigtig en sag. Det forarger mig virkelig, at man har ført politikere og offentlighed bag lyset på den måde. Bare tre uger efter mødet valgte havnen at sætte ansøgningen om klapning i bero, så der har været heftig debat om, hvad man skulle gøre med den melding fra Miljøstyrelsen,« siger han og slutter: 

»Det er højest ejendommeligt, hvis formanden, Jacob Bundsgaard, ikke skulle være orienteret om noget så afgørende, og det er meget svært at se, at han udfylder sin rolle som formand tilfredsstillende, hvis han ikke er klar over, hvad der foregår i den havn, han er formand for. Det er et skuespil uden sidestykke.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.