Fem gange større end Aarhus Ø: Her skal nye naturområder ligge
Udvidelsen af kommunens naturområder skal forbedre planter og dyrearters levevilkår. Projektet er et af de største i Aarhus Kommune.
Snart vil flere aarhusianere kunne nyde naturen.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune, der vil udvide nogle af kommunens grønne områder med endnu mere natur.
I alt er der tale om et område på 300 hektarer, eller fem gange større end Aarhus Ø.
De udvalgte naturområder er tidligere landbrugsjord, som kommunen har opsagt i forbindelse med natur-udviklingen.
Tiltaget er et forsøg på at skabe flere levesteder til truede plante- og dyrearter og give aarhusianerne bedre naturoplevelser. Projektet er blandt de største i kommunen, når det kommer til udbredelsen af biodiversitet.
»Jeg har kæmpestore forventninger til, hvad vi kan udrette på arealer af den størrelse. I Aarhus har vi allerede gang i rigtig mange initiativer, der styrker biodiversiteten, men det her projekt er i en helt anden skala,« siger Nicolaj Bang (K) rådmand for Teknik og Miljø
Forhåbningen er, at skov- og naturområderne vil bringe nogle unikke oplevelser i nærheden af de grønne zoner i Aarhus Kommune.
Nærområdet
En af de byer, der kan se frem til mere bynær natur, er Beder. Her er planen at skabe et stykke vild natur mellem byen og Mårslet.
Fællesrådsformand for Beder-Malling, Jørgen Friis Bak, er spændt på at se, hvordan initiativet udvikler sig.
»Det er et sted, som har været udpeget til skov i meget lang tid, men der er ikke sket noget indtil nu. Jeg er interesseret i at se, hvor vild natur, det bliver. Jeg håber ikke, at det bare får lov til at stå og blive til et tilvokset krat,« siger han til Din Avis Aarhus.
Hvis alt går vel, kommer naturområderne til at have en positiv effekt på drikkevandsressourcer samt bæredygtighed i de udvalgte områder, skriver Aarhus Kommune.
Landbrugsjord udleder co2, som bliver udskilt, hver gang jorden pløjes. Den vilde natur vil gøre det modsatte ved at indfange co2 i et område.
Demokratisk udvikling
Aarhus Kommune tog 28. februar første skridt i arbejdet. Kommunen opsagde aftaler med de landmænd, som har lejet og dyrket jorden. Aarhus Kommune får overdraget jorden 1. september 2023.
Kommunen understreger, at hvis høsten strækker sig ind i september, får landmændene lov til at høste afgrøderne senere.
Beslutningen om at opsige aftalerne med landmændene og omlægge arealerne til ny natur, blev truffet af flere partier i Aarhus Byråd.
»Omlægningen bliver en enorm gevinst for de tusindvis af aarhusianere, der bor i området og snart får meget bedre adgang til den natur, der gør deres nærområde unikt,« siger Nicolaj Bang.
Det er endnu ikke planlagt, hvordan naturen skal udvikles, eller hvor stierne skal anlægges. Der er lagt op til borgerinddragelse i arbejdet.
Borgere kan melde ind med, hvor de ønsker, at eksempelvis stisystemer skal være i naturområderne.
»Jeg glæder mig bestemt til at kunne gå en tur i området,« fortæller Jørgen Friis Bak.