Lokalbestyrelse om splittelse i 'Uenighedslisten': Vi kommer ikke til at dele partiet i to
Bestyrelsen i Enhedslistens lokalafdeling ser lyst på fremtiden, selvom man lige har mistet et mandat.
Enhedslisten i Aarhus er gået fra tre til to mandater, efter Thure Hastrup torsdag meddelte lokalbestyrelsen, at han melder sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger.
Det sker efter lang tids intern splittelse i partiet, der har delt sig i to fløje. På ene fløj er byrådsmedlemmet Solveig Munk, som bl.a. fulgte bestyrelsesflertallets indstilling ved budgetforhandlingerne og stemte imod, mens den anden fløj, bestående af byrådsmedlemmerne Thure Hastrup og Katrine Vinther Nielsen, stemte for.
Dermed lader der altså stadigvæk til at være to fløje i den decimerede Enhedslisten-byrådsgruppe, men om det er tilfældet, kan lokalbestyrelsens talsperson Peter Iversen ikke bekræfte.
»Det er for tidligt at sige noget om. Det hele gik ret hurtigt i går, da vi havde bestyrelsesmøde kl. 18, og jeg fik ikke snakket med de to tilbageværende byrådsmedlemmer. Så det kan jeg ikke vide,« siger han til Din Avis Aarhus.
Hvilken begrundelse for udmeldingen har I fået fra Thure Hastrup?
»Det går på, at han helbredsmæssigt ikke kan klare at stå på mål for de uenigheder, der har været. Han fandt, for sin egen skyld, at det var bedst at blive løsgænger.«
Det har endnu ikke været muligt for Din Avis Aarhus at få en kommentar fra Thure Hastrup. Katrine Vinther Nielsen, der dannede fløj med afhopperen, afviser at udtale sig i sagen.
Tror I, at hun også kunne finde på at sige farvel til partiet?
»Jeg har ikke hørt fra hende, så jeg går stærkt ud fra, at hun bliver,« siger Peter Iversen.
På torsdagens bestyrelsesmøde blev det i lyset af Thure Hastrups farvel besluttet, at det frem til den ordinære generalforsamling i april skal afklares, hvordan den lokale parlamentariske linje skal lægges.
»Det drejer sig jo om, at vi forinden budgetforhandlingerne vedtog et budgetmandat for forhandlingerne, og der har været strid om, i hvor høj grad det mandat er blevet overholdt,« forklarer Peter Iversen.
Man kunne jo godt få den tanke, at Enhedslisten ikke kan holde til, at den her ballade fortsætter. Har I overvejet at rive plastret af og splitte partiet i to, så I kan komme det til livs?
»Nej, det kommer ikke på tale. Vi er et demokratisk parti, som diskuterer livligt internt. Men det er demokratiet, der beslutter, hvor vi står i Enhedslisten. At der så er folk, der er skuffede over, hvad der vedtages eller på anden måde er trætte af os, det er, hvad der sker,« siger Peter Iversen og fortsætter:
»Jeg er sådan set optimistisk for fremtiden. Der er brug for en stærk venstrefløj i Aarhus, og jeg kan ikke se, at andre end Enhedslisten kan fylde den rolle ud.«