Toppolitikere vil se på, om hele konstruktionen omkring Aarhus Letbane skal laves om
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) finder det utilfredsstillende, at der ikke kan placeres et ansvar for manglende eftersyn af letbanetog, som rådmand Nicolaj Bang (K) vil tage op i letbanebestyrelsen.
Den politiske top i Aarhus var skarp, da det i november kom frem, at letbanen i op til seks måneder havde fragtet passagerer i togvogne, hvor der ikke var udført påkrævede eftersyn.
Responsen på letbanens netop offentliggjorte årsagsanalyse, som forklarer årsagen, men ikke placerer et ansvar, er omtrent lige så skarp i tonen.
»Det er ganske utilfredsstillende, at der ikke kan placeres et klar ansvar for, at det her eftersyn skulle være gennemført,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S), som mener, at problemstillingen rejser det større spørgsmål, om organiseringen af den kollektive trafik fungerer.
Venstre kræver ansvar og erstatning placeret i »skandale« om letbanetogs manglende eftersyn
Bermudatrekant
»Der er tilsyneladende en bermudatrekant mellem forskellige dele af den kollektive trafik, hvor ansvaret af og til forsvinder. Det er utilfredsstillende, og det er vi nødt til at lave om på,« siger Jacob Bundsgaard og henviser til, at i den konkrete sag er således både Stadler Rail Service, Keolis og Aarhus Letbane involveret, ligesom Midttraffik og Aarhus Byråd også er parter, anfører borgmesteren.
»Der er det min opfattelse, at den konstruktion kommer man til at skulle lave om.«
Den vurdering deler rådmand for teknik og miljø, Nicolaj Bang (K), der ligesom Jacob Bundsgaard påpeger, at det nedsatte såkaldte paragraf 17 stk. 4-udvalg skal skitsere scenarier for Aarhus Kommunes kollektive trafiksystem frem mod 2040.
»En del af opdraget er, at vi skal have et syn på den struktur, vi har i hele den offentlige trafik i Østjylland. Det kræver selvfølgelig en dybere analyse, som vi ikke er nået til endnu. Men det er oplagt at se nærmere på,« siger han.
Udvalget skal beskæftige sig med den samlede kollektive infrastruktur, men deri ligger også organiseringen af strukturen omkring letbanen.
»Det er noget af det, vi skal se på fremadrettet også, og som bliver en diskussion, vi har i letbanens bestyrelse og politisk.
Først forbi bestyrelsen
Da det i november blev opdaget, at der ikke var sket de påkrævede tilsyn af syv letbanetog, måtte passagerer i en måned væbne sig med tålmodighed, da letbanetrafikken kørte på nedsat blus. Alligevel bliver ingen draget til ansvar, som det fremgår af den årsagsanalyse, letbanen har udarbejdet.
»I forbindelse med udarbejdelse af årsagsanalysen, er der ikke placeret ansvar for de forskellige identificerede årsager,« står der i analysen.
Adspurgt har direktør i Aarhus Letbane Michael Borre dog tidligere udtalt, at »det er jo Stadler Rail Service, der har leveret togene, leveret vedligeholdelsesmanualerne og ifølge kontrakten står for at vedligeholde togene de første seks år. Det er jo derfor deres medarbejdere, som bør have den fornødne viden om, hvad der står i vedligeholdelsesmanualen, og vide, hvordan man bruger it-systemet i den anledning.«
I den forbindelse afviste han ikke, at der på et senere tidspunkt kan blive tale om at placere et ansvar.
Mens Gert Bjerregaard (V) både vil have ansvarsplacering og erstatning, vil Nicolaj Bang ikke umiddelbart gå ud og kræve, at der placeres et ansvar.
»Sådan noget skal ikke kunne ske. Det er grundessensen. Vi kan ikke leve med den slags fejl i noget, som er vital infrastruktur. Så er der skyldsspørgsmålet, og der må vi have en diskussion i bestyrelsen i forhold til det, der er beskrevet. Men det tyder på, at der er en konflikt imellem letbanen og nogle af leverandører. Vi skal have fundet ud af, hvad der er op ned,« siger han.
Sensitive problemstillinger
I årsagsanalysen konkluderer Aarhus Letbane, at hovedårsagen er en mangelfuld oversigt i det it-værktøj, som bruges til at holde øje med de førnævnte letbanetog.
»Det er jo der, problemet ligger, men vi skal også sikre, at der er en robusthed i letbanen, som sikrer, at sådan noget ikke sker, selv om der er fejl et andet sted i kæden,« siger Nicolaj Bang.
Han vil dog først have en drøftelse i bestyrelsen og forklarer, at der er en række sensitive retslige problemstillinger.
»Derfor skal vi have en snak i bestyrelsen, frem for at vi springer ud og siger, det er nogens skyld. Men det grundlæggende er, at vi skal have en letbane, som kører så jævnt som muligt. For mig at se er det det vigtigste.«
Næste ordinære bestyrelsesmøde er i marts. Adspurgt om han kan vente så længe, siger Nicolaj Bang: »Det kan jeg ikke svare på.«
Han vil den kommende tid være ekstra opmærksom på, om der er styr på tingene.
Heller ikke borgmester Jacob Bundsgaard vil kræve ansvaret placeret.
»Som jeg har forstået det, arbejder man på at lave en handleplan for at undgå, at det sker i fremtiden. Det er det vigtigste.«
Han er tryg ved, at der nu er styr på eftersynene af letbanetogene fremadrettet.
»Med den handleplan, der er ved at blive udarbejdet, skal der være styr på det. Jeg har en forventning om, at når man har en sag som den her, får man strammet op i alle procedurer,« siger han.