Lars Boje Mathiesen bliver ny formand for Nye Borgerlige
Tidsfristen for at melde sit formands-kandidatur er overskredet.
Kun en har meldt sig til at blive formand for Nye Borgerlige, inden tidsfristen udløb ved midnat tirsdag.
Dermed bliver afløseren til Pernille Vermund som partiets formand - altså Lars Boje Mathiesen, når partiets delegerede samles til ekstraordinært årsmøde 7. februar.
»Det er klart, jeg kommer også til at rydde op i nogle ting, og komme med mit præg på, hvordan jeg synes, vi skal være som parti. Politikken og fundamentet, det bliver det samme,« siger Lars Boje Mathiesen til DR.
47-årig Lars Boje Mathiesen, der kommer fra Aarhus og var opstillet i Østjyllands Storkreds ved seneste valg, har siddet i Folketinget siden 2019. Her fik han genvalg i 2022 med 11.150 personlige stemmer.
Det er dog ikke mere end et døgn siden, at Nye Borgerliges folketingsgruppe mistede et mandat til Dansk Folkeparti, da den unge østjyde Mikkel Bjørn Sørensen meldte sig ud af partiet. Det skete blandt andet med den begrundelse, at han ikke kunne se sig i partiet, hvis det blev ledet af Lars Boje Mathiesen. Samme dag meldte også formanden og næstformanden for Nye Borgerliges Ungdom sig også ud af partiet.
Det kan du læse mere om her.
Der bliver til gengæld kampvalg om posten som næstformand. Her er der ifølge TV2 seks kandidater: René Bachmann fra Sydfynskredsene, Rune Bønnelykke, der er byrådsmedlem i Vejle og medlem af hovedbestyrelsen, Henriette Ergemann, der er medlem af byrådet i Kalundborg, Ulla Kokfelt, byrådsmedlem i Helsingør, Sabrina Bech Røn fra Esbjerg, der er byrådsmedlem og regionsrådsmedlem samt Jørgen Pontoppidan fra Lyngbykredsen.
am