Ny bank på vej i Aarhus: Indskuddet vil med garanti synke mod bunden
Velkommen til Det ekstra mandat, hvor vi ser nærmere på, hvad der optager byrådet i øjeblikket.
Her fokuserer vi på et par af de sager, der blev behandlet på seneste byrådsmøde
Stenbank skal investere i bugten
Hvad handler sagen om: Byrådets (indtil videre) frie fugl, løsgænger Jakob Søgaard Clausen og Radikale Venstre foreslår, at der oprettes en såkaldt stenbank. Banken skal indsamle sten fra landmænd, bygge- og anlægsprojekter samt private. De skal så bruges til at genetablere nogle af de rev, der er forsvundet fra Aarhus-bugten. Stenrev kan fremme biodiversiteten i bugten, hvor havmiljøet er presset.
Hvad er baggrunden: I flere generationer har stenfiskere høstet sten fra havbunden og brugt dem som byggematerialer. Dermed er der færre steder, hvor smådyr, fiskeyngel og krebsdyr kan gemme sig, og hvor tang kan sætte rødder. Der er i dette års budget afsat midler til initiativer, der kan bidrage til at genoprette havmiljøet i Aarhus-bugten.
»Forslaget skal ses som en lille sten, der bidrager til det arbejde,« forklarer Jakob Søgaard Clausen.
Hvad gør man andre steder: I Aalborg arbejder kommunen og Limfjordsrådet sammen om en stenbank, der skal bruges til kunstige rev i Limfjorden. Lokale landbrugsforeninger bidrager med tungtvejende indskud og de sten, der dukker op ved byggeriet af det nye supersygehus i Aalborg, skal efter planen også smides i fjorden. I løbet af foråret vil private desuden få mulighed for at donere sten.
Hvad er erfaringerne i Aarhus: I forbindelse med anlæggelsen af Giber Ringvej blev 2.000 tons overskydende sten fragtet til Aarhus Ø, hvor de nu udgør en nyt, kunstigt stenrev ved Lighthouse. Det projekt blev gennemført i et samarbejde mellem kommunen, Per Aarsleff og Lighthouse.
Hvad så nu: Hver en sten - også de økonomiske - skal nu vendes i Teknik og Miljø for at undersøge mulighederne for en aarhusiansk stenbanksfilial.
»Hvis man skulle genetablere stenrevene i bugten fuldt ud, vil det kræve import af granit fra Norge og Sverige med de udfordringer det vil indebære for infrastruktur, økonomi og CO2. Men til mindre projekter kan sten fra land være en værdifuld ressource, hvis de har den rigtige størrelse,« påpeger rådmand Nicolaj Bang (K).
Der skal ryddes op i parkeringsjunglen
Hvad handler sagen om: I dag varetager cityassistenterne p-kontrollen på de offentlige veje. Reglerne på p-pladser ved kommunale administrationsbygninger, kulturinstitutioner mv. håndhæves af en række private selskaber. Hvilket selskaber afhænger af, hvilken magistratsafdeling der ejer den kommunale p-plads. Venstre har forslået, at gebyret for at anvende en given parkeringsapp på de kommunale p-pladser skal være ens og at kommunen afbryder samarbejdet med selskabet Q-Park.
Hvad er baggrunden: Venstres forslag kom efter en række historier om, hvordan bilister har følt sig dårligt behandlet af Q-Park, blandt andet i forbindelse med parkering ved vaccinationscentret på Aarhus Ø. Teknik og Miljø kan ikke konkludere, at ét parkeringsselskab er ”værre” end andre, men foreslår, at man i stedet undersøger om kontrollen på de kommunale parkeringspladser kan sendes i ét udbud, og man ved at samarbejde med kun én leverandør, bedre kan stille krav om service og behandling af parkeringssyndere.
Hvad angår en standardisering af afgifterne for at bruge en p-app, mener Teknik og Miljø, at det vil være mere fordelagtigt for bilisterne, at selskaberne fortsat kan konkurrere på gebyrniveauet.
På rådhuset har flere partier ikke undladt at bemærke det paradoksale i, at det netop er Venstre, der står bag, hvad der kan opfattes som et ”deliberaliseringsforslag” ved at foreslå standardiserede priser.
»Det, der er væsentligt for os, er, at der skabes gennemsigtighed på området,« forklarer Venstres Bünyamin Simsek.
Hvad så nu: Allerede ved udgangen af januar skal det i de fem p-apps, kommunen samarbejder med, fremgå, hvor stort gebyret og den samlede pris vil blive for den påtænkte parkering, ligesom det skal stå på kvitteringen. Kommunen har udarbejdet en hjemmeside, hvor man kan sammenligne priserne fra de fem selskaber, man har samarbejde med (EasyPark, ParkOne, Parkman, ParkPark og OK) samt kommunens egne takster. Dog er det værd at bemærke, at man ved at bruge kommunens parkometre, betaler forud og dermed risikerer at betale for parkeringstid, man ikke udnytter. I løbet af 2. kvartal skal byrådet tage stilling til, om parkeringskontrollen skal sendes i et samlet udbud.
Ugens citater
Det er uværdigt gang på gang at høre fra Enhedslistens mindretal, at det her byråd skulle være racistisk.
Så får vi tiden til at gå med det
Find hele vores politiske dækning
her
Næste byrådsmøde afholdes den 1. februar 2023.