Venstre er afventende: Flertal for at droppe busbørnsordning er forsvundet
Udvalgsformand er ærgerlig over, at der alligevel ikke er byrådsflertal for at lægge skolehenvisningspolitikken i graven. Den omdiskuterede ordning skal nu drøftes på et udvidet udvalgsmøde, hvor flere organisationer inddrages.
Ærgerligt. Sådan lyder det fra en række partier, der er tilhængere af at afskaffe skolehenvisningspolitikken, den såkaldte busbørnsordning, efter at Venstre alligevel ikke er parate til at skrotte ordningen, der sender tosprogede elever i en anden skole end distriktsskolen.
Dermed er der ikke et flertal for at afskaffe henvisningspolitikken, da også Socialdemokratiet og SF foreløbig vil beholde den.
Venstres Louise Louring udtalte først til Lokalavisen Aarhus; »Helt kort så mener jeg, at busordningen bør sløjfes og andre løsninger på problematikken bør findes.«
Venstre forklarer dog i dag, at man ikke er parat til at stemme for at droppe løsningen, før man har et bedre alternativ på bordet.
»Vi vil meget gerne af med den her ordning, men vi er ikke klar til at smide alt på gulvet. Det er en super dårlig løsning, men så længe vi ikke har en bedre, så har vi også et ansvar over for de elever, der vil blive ladt i stikken,« siger Louise Louring, der ikke umiddelbart har et forslag til, hvad man kan sætte i stedet.
Bredt i hele byrådssalen er der enighed om, at skolehenvisningspolitikken er en meget kompleks og dilemmafyldt ordning, som alle dybest set drømmer om at kunne afskaffe.
Mahad Yussuf (RV), der er formand for Børn- og Ungeudvalget ærgrer sig over, at flertallet, der var parat til at handle, forsvandt.
»Jeg synes, det er ærgerligt. I første omgang bakkede Venstre op om forslaget, og nu trækker de i land. Vi har afprøvet den her ordning gennem så mange år, og den har ikke virket efter hensigten. Så nu synes jeg, vi må se, om vi ikke kan bruge pengene bedre,» siger Mahad Yussuf.
Ifølge Mahad Yussuf bør løsningen i stedet være at kigge på skoledistrikterne for at undgå at få skoler, hvor andelen af tosprogede elever bliver for høj.
Han kalder det »politisk berøringsangst«, at der ikke er flertal for at forsøge at gå den vej. I 2018 var der et forslag på bordet om at ændre skoledistrikter og gå fra 46 til 19 stor-distrikter for at sikre en bedre fordeling af tosprogede elever. Forslaget blev dog ikke til noget, da der var massive forældre-protester.
»Man er bange for at kigge på distrikterne. Sidste gang man forsøgte skabte det jo en masse ballade og palaver. Men jeg synes, at man skal tage problemerne head-on og ikke være bange for, at det vil skabe en flugt til privatskoler. Men vi skal gøre det på en måde, så det betyder mindst muligt indgreb i de forskellige skolers sammensætning,« lyder det fra Mahad Yussuf.
Også De Konservative er ærgerlige over, at der alligevel ikke var et flertal for at komme af med transporten af tosprogede elever til andre skoler:
»Jeg er ærgerlig over, at der ikke er flertal. For det er en ordning, der ikke fungerer. Men så må vi jo se på, hvad vi så kan gøre. Vi skal gøre det klogt, og det er ikke klogt i dag,« siger Purnima Erichsen (K).
Vil finde nye løsninger
En forskningsrapport fra 2020 pegede på, at de elever, man sendte på en anden skole, klarede sig dårligere i skolen og i højere grad mistrivedes.
»Forhåbentlig kommer vi på et tidspunkt dertil, hvor børn ikke længere skal fratages det frie skolevalg og transporteres i skole langt væk fra hjemmet. Men lige nu må vi så se på, hvordan vi kan gøre ordningen mere lempelig og optimere den,« siger Purnima Erichsen og nævner blandt andet yderligere danskundervisning til forældrene og at sikre et bedre skole-hjem samarbejde.
Udvalgsformand Mahad Yussuf inviterer nu til en høring i udvalget. Her har man inviteret repræsentanter for skole-, lærer- og forældreforeninger med.
»Jeg ser rigtig meget frem til at få en god drøftelse i udvalget og til at høre input fra de forskellige organisationer. De er tættest på ordningen i hverdagen, og jeg er spændt på at høre deres input,« siger Mahad Yussuf.
Enhedslisten, som var afsender på det byrådsforslag om at afskaffe ordningen, der først tegnede sig et flertal for, ser nu frem til en yderligere diskussion i udvalget:
»Stod det til mig, så afskaffede vi den her ordning i morgen og satte ind med midler til at styrke den sproglige indlæring i børnehaven. Men nu tager vi en grundig drøftelse, og jeg ser meget frem til at få fakta på bordet og høre fra relevante interessenter på området,« siger Katrine Vinther Nielsen (EL).
Er det realistisk, at der kommer ændringer af skolehenvisningspolitikken til næste skoleår?
»Jeg er optimist og vil arbejde for det. Men det er for tidligt at sige noget om nu,« lyder det fra Katrine Vinther Nielsen.
Også Venstre understreger, at man håber på og vil arbejde for at finde et alternativ til henvisningspolitikken fra næste skoleår.
Høringen i udvalget er fastsat til 7. december.