Politikere raser over letbane-kaos: »Det er helt grotesk«
Tre partier kræver en redegørelse fra enten rådmand eller Aarhus Letbane i sagen om ulovlige tog og nødkøreplaner.
»Det er jo helt grotesk, at vi kan stå i sådan en situation.«
Sådan lyder det fra Venstres gruppeformand og medlem af Teknisk Udvalg, Gert Bjerregaard, om de massive aflysninger, der har ramt Aarhus Letbane, efter selskabet har været tvunget til at trække en stor del af letbanetogene ud for at foretage eftersyn og sikre, at de er forsvarlige at transportere passagerer med.
Det skulle i nogle af togenes tilfælde være sket i maj, men Aarhus Letbane og togvedligeholder Stadler Rail Service opdagede først for nylig, at det ikke var sket. Således har syv tog kørt ulovligt rundt med passagerer i op mod et halvt år.
Ulovlige tog har kørt rundt i et halvt år: Direktør afviser, at passagerer har været i fare
»Det er desværre et nyt kapitel i de her mange historier om letbanen og dens ineffektivitet. Når det ikke er lidt frost, der gør den ukampdygtig, så er det helt almindelige vedligeholdelsesplaner, man ikke har et system for,« siger Gert Bjerregaard og fortsætter:
»Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man i 2022 ikke kan være på forkant med sådan noget. Man har da vidst længe - ja, siden togene blev sat på skinner - hvornår man cirka ville ramme tidspunktet for 500.000 kilometer, som er grænsen for, hvornår et tog skal have eftersyn. Det er helt i hampen, at man ikke har styr på det. Hvad er det næste, man ikke har styr på?«
Aarhus Letbane er ejet af Aarhus Kommune og Region Midtjylland, og Gert Bjerregaard mener, at situationen kalder på en redegørelse til byrådet. Enten fra selskabet eller kommunens repræsentanter i bestyrelsen, teknikrådmand Nicolaj Bang (C) eller magistratsmedlem Lone Hindø (S).
Også Steffen Wich (S) og løsgænger Jakob Søgaard Clausen, der begge sidder i Teknisk Udvalg, mener, at en redegørelse er på sin plads.
»Det lyder da specielt, lad os sige det sådan, hvis ulovlige tog har kørt rundt med passagerer. Det underbygger jo, at vi skal have en redegørelse. Men jeg synes, at letbanen lige skal have en chance for at fortælle, hvad der er op og ned, før vi konkluderer for hårdt,« siger Steffen Wich, der er stor tilhænger af letbanen, og derfor ærgrer denne situation ham ekstrameget.
»Jeg synes lige, at den var kommet i rigtig god gænge med gode besøgstal og stor driftsikkerhed. Det var virkelig dejligt, når man tænker på dens forhistorie. Så det her er meget uheldigt. Når det berører så mange mennesker og vedrører så stor en investering, er det meget fornuftigt, at vi lige får en orientering om, hvad der er sket.«
Samme toner lyder fra Jakob Søgaard Clausen, som også gerne vil have at vide, hvilke økonomiske konsekvenser kaosset afføder.
»Det er bekymrende, at det her overhovedet kan ske. Og det rejser spørgsmålet, hvem der skal betale for det her virvar. Jeg kunne godt frygte en stor efterregning, og det er relevant for os at vide, om aarhusianerne kommer til at hæfte for noget,« siger løsgængeren, der ikke har været imponeret over Aarhus Letbanes kommunikation med medier og offentlighed i denne sag.
»Det her store prestigeprojekt er blevet ramt af fejl på fejl, og det giver da anledning til en drøftelse af, hvordan det selskab bliver drevet. Når man er finansieret af skattekroner, kræver situationer som denne fuld åbenhed, og jeg synes ikke, at man kan være imponeret af nogle af de udtalelser, der har været, og håndteringen af sagen i det hele taget.«
Aarhus Letbane kan fortsat ikke vurdere, hvornår man er tilbage i fuld drift.