2.600 har skrevet under: Nu vil forældre konfrontere Aarhus Byråd med deres budskab
Aarhusianske forældre vil være til stede foran Aarhus Rådhus i forbindelse med onsdagens byrådsmøde for at protestere mod lukningen af Natursamarbejdet i Brabrand.
Lige siden Aarhus Kommune offentliggjorde det sparekatalog, som frem mod 2024 skal finde besparelser for 214 mio. kr. årligt, har brugere af Natursamarbejdet i Brabrand haft gang i en underskriftindsamling. Det populære besøgslandbrug, som årligt tiltrækker 17.000 gæster, er med sparekataloget i fare for at lukke.
I skrivende stund har over 2.600 personer skrevet under for at redde stedet, og i forbindelse med byrådsmødet onsdag vil flere af de utilfredse forældre konfrontere de aarhusianske byrådspolitikere foran Aarhus Rådhus fra klokken 15-16.
Det oplyser Århus Forældreorganisation i en pressemeddelelse.
»At spare på adgang til natur er simpelthen det værst tænkelige sted at spare. Natursamarbejdet er gevinst for så mange mennesker, men ikke mindst for vores børn er det helt forfærdeligt. Vi står midt i en klima- og biodiversitetskrise, og Natursamarbejdet giver på fornemmeste vis vores unger mulighed for at opleve natur og dyr på nært hold. Og så er det jo også påvist, at natur fremmer børns trivsel og det har vi jo i den grad brug for nu,« lyder det fra Sofie Bak Hansen, som er bosat i Viby og en af initiativtagerne til både underskriftindsamlingen og demonstrationen, i pressemeddelelsen.
Thomas Batting, der er afdelingsleder af Naturcenter Aarhus og leder af Natursamarbejdet, har tidligere fortalt til Lokalavisen Aarhus, at han er bekendt med underskriftsindsamlingen og har fået mange tilkendegivelser fra folk, der støtter stedet:
»Vi hører fra mange, at de er kede af at miste stedet, og der vil mangle noget,« sagde Thomas Batting for et par uger siden til avisen.
Den planlagte demonstration er slået op som en begivenhed på Facebook, hvor omkring 100 personer i skrivende stund har responderet.
jwh