Nicolai Wammen skal være far igen: »Jeg er nærmest lykkelig«

Midt i en ny finanslov og optakten til et valg, kommer Nicolai Wammen til også at bruge sin tid på en helt anden opgave. Han bliver sidst på året far til sin tredje søn.

Artiklens øverste billede
Der var en, der var to, der bliver tre drenge i Wammen-familien hen mod slutningen af året. Her fejrer Nicolai og Carl, at lillebror er blevet døbt Christian - ligesom farfar. Privatfoto

»Vi er bare lykkelige og glæder os helt utroligt til, at der kommer en lille dreng mere i vores familie,« siger finansministeren, som Århus Onsdag møder på Food Festival på Tangkrogen under et hans mange besøg i Aarhus. Hans kone Karen og deres søn Christian på to år er også med.

51-årige Nicolai Wammen (S) har i forvejen sønnen Carl på 10 år, der bor sammen med sin mor i Grønland.

»Den lille ny er ikke timet i forhold til den politiske dagsorden. Der er nogle ting, der er vigtigere end politik, og det er han i den grad. Vi er bare henrykte, og så må min kalender indrettes efter det,« siger Nicolai Wammen med fast stemme.

Der er endnu ikke udskrevet valg, men der hersker alligevel en heftig aktivitet blandt politikerne, mens de venter på den konkrete dato. Samtidig har Nicolai Wammen travlt med at forhandle en ny finanslov på plads. Det tager han dog med stor ro.

»Man er minister for en periode, men man er far for livet. Som finansminister har man travlt hele året rundt, så et barn rydder kalenderen, for det er vigtigst,« fastslår han.

Carl og Christian Wammen hygger. De er henholdsvis 10 og to år, og om lidt bliver denne duo til en trio. Privatfoto

Da Christian kom til verden 20. januar 2020, tog hans far barsel umiddelbart efter fødslen og senere tog han to måneders orlov for at være hjemme sammen med sin søn. Ministeren er ikke i tvivl om, at det er vigtigt, uanset hvilket job man har. Af samme grund har han ændret sin arbejdsrytme, så han kan være tæt på familien.

»Som regel er det Nicolai, der afleverer Christian i vuggestuen og mig, der henter. Og ellers gør vi alt, hvad vi kan for, at vi alle tre kan lege og spise sammen, inden Christian bliver puttet. Det er de små ting som at bygge hule under trappen eller at læse bøger sammen, der skaber de gode og lykkelige øjeblikke,« siger 42-årige Karen Wammen, der er født og opvokset i Aalborg.

»Nicolai har jo det job, han har, med alt hvad det indebærer. Men herhjemme er vi en ganske almindelig familie, hvor tiden sammen er det mest værdifulde. Og hvor en af de største bedrifter i sommerferien var en succesfuld pottetræning for Christian. Forældre-klappekoret var ikke til at overhøre,« ler Karen, hvis nordjyske lune ofte slår igennem.

På Food Festival er Nicolai Wammen klædt i afslappet jægergrønt strik. Med et glimt i øjet adresserer hans kone den pæne overflade, man ofte ser ham have på i det daglige.

»Det bedste vi ved er, når vi i weekenden kan hygge os sammen i haven. Med sandkasse, legehus, høst af sommerens bær og bare tæer i græsset. Så slapper vi totalt af. Her er der hverken plads til jakkesæt eller slips,« fortsætter hun lattermildt.

Karen Wammen og Christian synes, at det bedste er en hule undre trappen, hyggelæsning og leg i haven uden jakkesæt og slips. Privatfoto

Man er minister for en periode, men man er far for livet. Som finansminister har man travlt hele året rundt, så et barn rydder kalenderen, for det er vigtigst.

Nicolai Wammen, Finansminister og far

Mette Frederiksen støtter op

Dette interview bliver midlertidigt afbrudt, fordi en somopgave dommer i Food Festivals Hotdog DM kalder. Men vi taler videre i telefonen, da Nicolai Wammen et par dage efter får en pause i den lange række af møder, han flittigt deltager i.

Da han var ung og borgmester i Aarhus, var han kendt for at arbejde solen sort. Siden har han fået familie, og med alderen er det gået op for ham, hvor afgørende det er at være nærværende.

»Jeg er taknemmelig over at blive far til tre. Politik og en valgkamp er også vigtig, det er mit arbejde, og det brænder jeg for. Men det vigtigste er at være far. Det håber jeg, at jeg kan leve op til, så mine børn føler, at jeg er der for dem,« siger han i mobilen.

Carl og Christian glæder sig lige så meget som Karen og Nicolai Wammen til det nye familiemedlem, der gør sin entré senere på året. Det nærmere tidspunkt vil familien ikke ud med, for der skal være ro omkring begivenheden. En af de ganske få, der kender det, er statsminister Mette Frederiksen, der må undvære sin ellers tro støtte, ven og makker midt i en travl tid.

»Hun gav mig et kæmpe venne-kram og sagde stort tillykke med tårer i øjnene, da jeg fortalte det. Så grinede vi af timingen og blev enige om, at det giver nogle udfordringer, og at det finder vi ud,« ler finansministeren.

"Man er minister for en periode, men man er far for livet," siger finansministeren. Privatfoto

Jeg er nærmest lykkelig. Jeg er utrolig heldig med både min kone og min svigermor. De er verdens bedste.

Nicolai Wammen, Finansminister og far

Nærmest lykkelig

Man kan som bekendt ikke tage Aarhus ud af drengen. Det gælder i høj grad for Nicolai Wammen, der friede, blev gift og fik Christian døbt i Aarhus. Lillebror skal også helst med hjem til barndommens gade for at få sit navn.

Kun kærligheden til Karen kunne rykke Nicolai Wammen til København. Hun arbejder som udviklingschef i Forenet Kredit. Der er tryk på i hverdagen, og efter november bliver der endnu mere at se til.

De har begge krævende jobs men er rørende enige om at prioritere familien meget højt. De er også enige om, at det kan lade sig gøre, fordi de er gode til at hjælpe og støtte hinanden i hverdagen.

»Når det strammer til, har Karen verdens bedste mor, der hjælper os. Uden hende hang det ikke sammen,« siger en taknemmelig svigersøn.

Wammen har en af landets mest magtfulde positioner og en dejlig familie, der vokser. Han har fundet ro og en balance i forhold til at have et meningsfyldt og vigtigt job, samtidig med at han er der for sin familie.

På spørgsmålet om, hvordan det egentlig lige går, og hvor han er i sit liv, svarer han med en reference til TV-2’s sang:

»Jeg er nærmest lykkelig.«

Og selv om ministeren opholder sig i en kedelig konferencebygning i Prag med udsigt til en trøstesløs parkeringsplads, hvor der ikke er meget at grine af, ler han hjerteligt.

»Jeg er utrolig heldig med både min kone og min svigermor. De er verdens bedste. Min svigermor er flyttet fra Aalborg til København, fordi hendes tre børnebørn bor der. Hun kan slet ikke lade være med at besøge Christian. De elsker hinanden de to. Det kommer helt sikkert også til at ske med den næste,« siger den nærmest lykkelige mand.

Til venstre er det Nicolai Wammen sammen med sin mor, der døde af blodprop som 49-årig. Til højre fejrer far og søn Christians to års fødselsdag. Privatfoto

Det bedste vi ved er, når vi i weekenden kan hygge os sammen i haven. Med sandkasse, legehus, høst af sommerens bær og bare tæer i græsset. Så slapper vi totalt af. Her er der hverken plads til jakkesæt eller slips.

Karen Lund Wammen, Udviklingschef og mor

En tryg barndom

Selv havde han en tryg og dejlig barndom. Han boede i Aarhus sammen med sin mor, der var talepædagog. I weekenderne var han i København hos sin far, der er journalist og som boede i et kollektiv.

»Min mor lærte mig at lytte til og fornemme andre mennesker. Min far viste mig alt fra Christiania til Christiansborg. Både de bonede gulve og det alternative. Jeg så, at det ikke er afgørende med fine titler eller mange penge men hvilket menneske, man er, og hvad man står for. Og vi kan være vidt forskellige,« siger Nicolai Wammen.

Den menneskelige rummelighed og store forståelse for diversitet, har han fået hårdt brug for i sit arbejde med politik. Som han kalder for kontaktsport. Til trods for tacklingerne virker han dog altid, som om han er i balance, men han kan faktisk godt blive vred i kampens hede.

»Men man kan godt være en hård hund uden at være et dumt svin. Jeg har mere temperament, end folk tror. Nogle gange tæller jeg til 100 inde bag det rolige ydre. Det er sjældent en god idé at blive hidsig, men man kan da blive nødt til at sætte skabet på plads,« forklarer han.

Han påtager sig gerne rollen som flyttemand, når det handler om, hvor skabet skal stå. Men ikke uden at have baglandet med. Det gælder både, når han er finansminister, og når han er familiefar.

»Man bliver ikke dårligere til jobbet af at have andre prioriteter end kun det,« siger han med fast stemme og tager sig tid til at nyde glæden over den næste nye Wammen.

Spørg Wammen

Århus Onsdag og Lokalavisen Aarhus’ læsere har mulighed for at stille Nicolai Wammen politiske spørgsmål mandag 12. september. Han besøger redaktionen klokken 14.30-15.30. Hans svar kan med det samme ses på hjemmesiden i en liveblog og vil blive samlet i en artikel.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.