Efter skandale om amputationer: Region finder millioner til at styrke området
Regionsrådet har besluttet , at en stor del af økonomisk råderum skal bruges på at behandle flere patienter - blandt andet er der fundet 38 mio. kr. til et løft af karkirurgien efter forårets amputationssag.

Alle partier i regionsrådet i Region Midtjylland blev tirsdag enige om at indgå en årets budgetaftale, som fordeler et samlet budget på 30,5 mia. kr. til sundhed, socialområde og regional udvikling.
Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Regionsrådet har blandt andet besluttet, at en stor del af pengene i budgettet skal gå til at behandle endnu flere patienter på hospitalerne.
»Vi har prioriteret at sende en stor del af råderummet ud på hospitalerne. Her er der stærkt brug for dem, for stadig flere borgere i Region Midtjylland har brug for sundhedsvæsenet,« siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland, i pressemeddelelsen.
Et af forårets helt store samtaleemner var skandalen om, at et stort antal patienter have fået foretaget fejl-amputationer. I det nye budgetforlig er der fundet 38 mio. kr. til et løft af lige præcis dette område. Det pengebeløb fordeles, så 25 mio. kr. er til drift, og 13 mio. kr. er til anlæg
På akutområdet afsætter regionsrådet i alt 12,3 mio. kr. Heraf skal 5 mio. kr. gå til det akutte og medicinske område på de somatiske hospitaler. Her lægger regionsrådet vægt på bl.a. at styrke uddannelsesaktiviteter for at kunne rekruttere og fastholde medarbejderne.
Den største del af akutpakken går til det præhospitale område ved at afsætte 7,3 mio. kr. til at øge optaget af ambulanceredder-elever og til andre indsatser på det præhospitale område.
Grønne ambitioner
Budgetaftalen har ligeledes fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og klima, fremgår det af pressemeddelelsen fra Region Midtjylland. Et af de centrale indsatsområder er Center for Bæredygtige Hospitaler.
»Regionsrådet har store ambitioner, når det gælder bæredygtighed. Derfor prioriterer vi 5,6 mio. kr. til Center for Bæredygtige Hospitaler. Det sikrer bl.a., at centerets bevilling på 2,5 mio. kr. bliver varig. Herudover tilfører vi 2 mio. kr. i varige midler for at centeret kan bidrage til at virkeligøre den ambitiøse affaldsplan, regionsrådet for nylig har vedtaget,« lyder det fra Anders Kühnau i pressemeddelelsen.
Samtidig er der på driften afsat 10 mio. kr. til affaldsplanen for bl.a. at finansiere den tid, der går til at håndtere affaldet på en ny måde, samt til en række andre initiativer, herunder fx at at reducere CO2-aftrykket på køkkenområdet.
Sortering og genanvendelse på regionens matrikler er en helt afgørende brik i at realisere de grønne ambitioner. Det kræver plads og gode rammer, og derfor afsætter regionsrådet 20 mio. kr. til bæredygtighed på anlægsbudgettet.
jwh