Plan om 220 meter høje vindmøller har mødt stor modstand - nu har kommunen taget stilling

NRGi har fået afslag på at opsætte 220 meter høje vindmøller på Aarhus Havn. S, SF og EL fastholder kravet om vindmøller.

Artiklens øverste billede
En af Aarhus Kommunes første visualiseringer i forløbet viser to 150-meter møller på havnen. Visualisering: Aarhus Kommune

Til de beboere ved havnen, som er imod vindmøller, er der nu en god og en dårlig nyhed.

Først den gode:

Der kommer ikke vindmøller på 220 meters højde på havnen.

Og så den dårlige hvis man altså er imod vindmøller:

Der er fortsat en mulighed for, at der kan opsættes 150 meter høje vindmøller.

Det er den aktuelle status på de særdeles omdiskuterede vindmøller på havnen, hvor nyeste udvikling er et afslag fra Teknik og Miljø til NRGi om opsætning af to 220 meter høje vindmøller på Østhavnen. Det fremgår af en skrivelse til NRGi den 2. juni.

»Teknik og Miljø har færdigbehandlet jeres ansøgning på ovennævnte vilkår og må meddele afslag på forslaget om at indlede en lokalplanproces for etablering af vindmøller med højde på 220 meter på den pågældende placering på havnen,« hedder det i afslaget, der afsluttes med følgende:

»Der vil være mulighed for at anmode om en lokalplanproces for en anden placering af vindmøller på havnen, dersom I kan opnå aftale med havnen om en egnet placering.«

Markant påvirkning

I en opfølgende mail den 9. juni oplyser Teknik og Miljø, at man vil være positivt indstillet på en ansøgning om 150 meter høje vindmøller.

Svarene til NRGi er underskrevet af Eva Møller Sørensen, områdechef for Plan og Byggeri i Teknik og Miljø, der overfor JP Aarhus begrunder afslaget således:

»Begrundelsen for dette er, at 220 meter er rigtig højt på det sted, og med denne placering lige over mod et stort byudviklingsområde vil projektet medføre en markant påvirkning for de mange nye boliger på Aarhus Ø samt for hele Aarhus Midtby,« siger planchefen.

Planen om vindmøller på havnen har været til debat i længere tid.

I november 2020 vedtog et flertal i byrådet en såkaldt temaplan for vedvarende energi, der åbner for at placere vindmøller på havnen, Flertallet bestod af S, SF og Enhedslisten, mens V, K og DF stemte imod, ligesom en række borgere på Aarhus Ø protesterede mod forslaget.

Forslaget i 2020 var 150 meter høje vindmøller, men i 2019 blev loven ændret, så der kan opsættes højere landvindmøller end 150 meter, og NRGis ansøgning fra december 2021 gælder opsætning af to vindmøller på 220 meter yderst på Østhavnen, som er der, hvor containerne, Molslinjen og vandflyveren holder til.

På kysten ved Esbjerg findes nogle af landets højest vindmøller til lands. De fire Vestas V 164-møller har en totalhøjde på 200 meter. Arkivfoto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

Lodret imod

Teknisk rådmand Steen Stavnsbo (K), der har meddelt, at han stopper ved udgangen af august, begrunder afslaget med, at høringen vedrørte vindmøller på 150 meter.

»Vi kan jo ikke myndighedsbehandle noget, som er uden for det, der har været i høring. Vi kan heller ikke sende et 10-etagers højhus i høring og så bygge et på 20 etager,« siger han og fortsætter:

»Områderne på havnen er udpeget som mulige til vindmøller, men vi skal først have undersøgt, om der overhovedet kan være vindmøller i det område i forhold til områdets virksomheder og de miljømæssige, sikkerhedsmæssige og operationsmæssige forhold.«

Rådmanden er fortsat modstander af vindmøller på havnen:

»Ideologisk er jeg fortsat lodret imod opsætning af vindmøller på havnen, men når der ligger en byrådsbeslutning, så følger jeg selvfølgelig den. Men først må vi finde ud af, hvad der overhovedet kan lade sig gøre,« siger han.

Rådmanden har tidligere udtalt, at han gerne vil have flere vindmøller i Danmark, men især på havet, og vindmøller på land skal opsættes, hvor det blæser mest, hvor befolkningstætheden er lav, og det skal ske med respekt for herlighedsværdier.

Teknikrådmand Steen Stavnsbo (K) er fortsat modstander af vindmøller på havnen. Arkivfoto: Mads Andreas Frost

Rette balance

De tre røde partier fastholder deres ønske om vindmøller på havnen:

Jesper Kjeldsen, teknisk ordfører for S:

»Vi vil fortsat have, at der kommer vindmøller på havnen. Vi mener også, at 220 meter er meget højt, og vi har hørt de røster, der er om vindmøller, så det handler om at finde den rette balance. 220 meter vil præge Aarhus’ skyline meget, og vi vil gerne være med til at arbejde videre med 150 meter høje vindmøller, hvis det kan realiseres, for det vil stadig være attraktivt. Som jeg forstår det, kan der være en mulig teknisk løsning i at dreje vindmøllerne, så de ikke kolliderer med krydstogtskibene,« siger han.

Liv Gro Jensen, teknisk ordfører for SF:

»Det principielle for mig er, at der skal være vindmøller på havnen. Selvfølgelig skal Aarhus gå foran og placere vindmøller bl.a. på havnen. Jeg vil ikke udtale mig om afvisningen af lige den her ansøgning, men jeg vil fortsat arbejde for og bakke op om, at der kommer vindmøller på havnen.«

Solveig Munk (EL), der træder ind i byrådet og teknisk udvalg den 17. august som suppleant for Laura Bryhl, har ikke hørt om Teknik og Miljøs afslag:

»Det er muligt, at der er en god begrundelse for, at man ikke kan have dem i en højde på 220 meter, men den begrundelse vil jeg gerne kende. Vi skal have mere vedvarende energi, og ét sted skal vindmøllerne være, og det er godt, at et energiselskab vil investere i dem,« siger hun.

Hos NRGI oplyser seniorprojektudvikler Allan Dahl Larsen i et skriftligt svar til JP Aarhus, at NRGi vil arbejde videre med opgaven:

»Af formuleringen i afslaget forstår vi, at der trods alt ikke ville have været samme afslag, hvis vores anmodning havde indeholdt et forslag om vindmøller på op til 150 meter. Det glæder vi os over og håber, at vi sammen med havnen og kommunen kan finde en løsning,« skriver han.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.