Comeback til aarhusiansk stemmesluger
Laura Bryhl, som fik fjerdeflest stemmer af alle kandidater i Aarhus Kommune ved det seneste kommunalvalg, er tilbage som byrådspolitiker efter sygeorlov.

Enhedslistens Laura Bryhl er vendt tilbage til arbejdet i Aarhus Byråd. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Hun måtte tidligere på året gå på sygeorlov fra byrådsarbejdet, men nu er hun rask og klar til at komme tilbage igen.
Jeg glæder mig til at være tilbage og komme i gang med at lave politisk arbejde igen for at gøre en forskel. Det er dét, der driver mig, og som i første omgang gjorde, at jeg gik ind i politik
Laura Bryhl fik fjerdeflest stemmer af alle kandidater i Aarhus Kommune ved det seneste kommunalvalg.
»Jeg glæder mig til at være tilbage og komme i gang med at lave politisk arbejde igen for at gøre en forskel. Det er dét, der driver mig, og som i første omgang gjorde, at jeg gik ind i politik,« siger Laura Bryhl.
27-årige Laura Bryhl har siden starten af marts været sygemeldt på ubestemt tid. Officielt af »personlige årsager«, men uofficielt blandt andet på grund af en sexisme- og chikanesag, der i en lang periode martrede partiet.
Bryhl, og andre kvinder i Enhedslisten, har anklaget det tidligere byrådsmedlem Viggo Jonasen for at være chikanerende, nedladende og sexistisk i sin ageren over for flere kvindelige medlemmer af partiet, hvormed der er blevet skabt et meget dårligt arbejdsmiljø.
Det medførte, at Jonasen efter mere end 30 år i partiet blev ekskluderet med øjeblikkelig virkning i marts, og hovedbestyrelsens beslutning blev så at sige stadfæstet på Enhedslistens store årsmøde i midten af maj.
Viggo Jonasen selv har hele vejen igennem opponeret kraftigt imod sagen og bedyret sin uskyld, og han har også haft flere støtter blandt de lokale medlemmer. Blandt andet har Århus Vest-afdelingen kaldt nogle af anklagerne mod Jonasen for falske.
Grønt arbejdstøj
1. suppleant Solveig Munk har passet byrådsarbejdet, mens Laura Bryhl har været på orlov. Men nu er den unge politiker klar igen, og det er især klimaet, som står i centrum for den kommende indsats.
»Jeg vil gøre mit bedste for at sikre, at vi rykker fremad med socialt retfærdige og ambitiøse grønne resultater. For der er i den grad behov for, at vi trækker i det grønne arbejdstøj og styrker vores klimaindsatser i hele kommunen. Det arbejde var jeg lige gået i gang med, da jeg gik på orlov, og det glæder jeg mig til at kunne fortsætte,« siger hun.
Laura Bryhl vender tilbage til sine poster i byrådet som forperson for Teknisk Udvalg og medlem af Magistraten. Byrådsmedlem Thure Hastrup er budgetordfører for Enhedslisten ved de kommende budgetforhandlinger i Aarhus.
ksa