Lokale socialdemokrater gør sig klar til valg: »Masser af kampvilje venter på at blive sluppet løs«
Lokalformand og folketingspolitiker slår fast, at de aarhusianske socialdemokrater er klar til valg, hvis de radikale gør alvor af deres trussel.
Skal danskerne til stemmeurnerne i oktober for at sammensætte et nyt folketing?
Står Radikale Venstres trussel mod den socialdemokratiske regering til troende, så er svaret ja, med mindre valget udskrives tidligere.
For enten udskriver statsminister Mette Frederiksen valg inden folketingets åbning den 4. oktober, eller også stiller støttepartiet mistillidsvotum til regeringen, har de radikale erklæret som reaktion på Minkkommissionens beretning.
Hos Socialdemokratiet i Aarhus er lokalformand Peter Nørskov desværre ikke blevet hvisket i øret af Fru Frederiksen, hvornår valget bliver.
»Så jeg kan desværre ikke komme med en valgdato, hvis det er det, du fisker efter,« griner han, men anlægger en alvorlig mine, da han bliver spurgt til, hvad han synes om Radikale Venstres nummer.
»Vi har jo tidligere set, at man skal passe meget på det her med at stille ultimative krav. Det er måske heller ikke det optimale udgangspunkt for et eventuelt kommende regeringssamarbejde. Men det er meget usædvanligt, og det ligner, at de spiller på to heste og prøver at stå sig godt med både blå og rød blok.«
Det højest usædvanlige radikale ultimatum betyder dog, at de lokale sosser så småt forbereder sig på valg.
»Man bliver jo ikke ligefrem taget på sengen, for vi har vidst længe, at der kommer et valg inden for det næste år. Jeg har selv snakket med gud og hvermand i partiet her i Aarhus i forbindelse med mit eget formandsvalg, og der er simpelthen masser af energi og kampvilje, der bare venter på at blive sluppet løs. Det er mit klare indtryk. Det bliver primært kredsene, der står for alt med valget, men vi er jo klar i baglandet til at rykke ud, så snart det er nødvendigt,« slår Peter Nørskov fast.
Han frygter ikke, at minkskandalen kommer til at koste Socialdemokratiet regeringsmagten ved et forestående valg.
»Vi føler os generelt meget fortrøstningsfulde i forhold til at kaste os ud i en valgkamp om lidt. Vi er et af de lande i verden, der har klaret sig bedst gennem coronakrisen, og det kan man langt hen ad vejen takke den socialdemokratiske regering for.«
Nogle af S-spidskandidaterne i lokalområdet bliver Nicolai Wammen, Jens Joel og Camilla Fabricius.
Sidstnævnte, byens tidligere viceborgmester og nuværende familie- og socialordfører, gør sig også klar til valg.
»Det har jeg faktisk gjort lidt tid - i hvert fald mentalt,« siger Camilla Fabricius og fortæller, at hun allerede har plakaterne klar. For de bliver genbrugt.
»Vi har heldigvis valgt at gemme mine valgplakater fra valget i 2019. Mest af klimahensyn, fordi det ville være voldsomt at smide så meget plastic ud, men også fordi jeg syntes, at de var fine nok til at genbruge.«
Det er da også smart, at du på den måde slipper for at blive tre år ældre...
»Ha ha! Ja, det er også værd at tage med. Det, tænker jeg, at vælgerne lever med, for det er værd at både spare de penge, men også spare klimaet det spild. Jeg har tilset plakaterne sammen med nogle af de gamle gutter fra min kampagne for nylig, og de er gået i gang med at reparere huller på de gamle plakater.«
Fabricius er ikke specielt vild med timingen, for der er indkaldt til forhandlinger om en 10-års psykiatriplan i september, og den lokale socialdemokrat agter at gå til valg på en styrket psykiatri.
»Jeg ved godt, at hvis der bliver udskrevet valg nu, når vi næppe i mål med 10-års planen, så for mig er det vigtigt stadig at have et skarpt fokus på det område under valgkampen.«
Ligesom alle os andre ved Camilla Fabricius heller ikke, hvad stirrekonkurrencen mellem de radikale og Mette Frederiksen ender ud i. Hun er ikke blevet tippet om noget.
Men forventer du et valg i oktober?
»Jeg vil sige så meget, at jeg er i hvert fald klar. Jeg har købt strippene.«