Ændringer på vej? - Undren over tavshed om kritiserede plejehjemsbestyrelser
Både udvalgsformand og Ældreråd havde set frem til at drøfte et nyt, omdiskuteret forslag til beboerdemokrati på plejehjem. Sidste øjebliks aflysning giver håb om, at en ny model er på vej.
Det har vist sig en del vanskeligere end først antaget at skabe en ny form for beboerdemokrati på de aarhusianske plejehjem.
Da Lokalavisen Aarhus i april første gang skrev om de nye plejehjemsbestyrelser, var rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Buddes (V) forventning, at de kunne rulles ud på plejehjemmene i midten af 2022.
Siden kom der hård kritik fra både Aarhus Kommunes Ældreråd, Ældre Sagen og en ekspert. Det fik flere medlemmer af sundhed- og omsorgsudvalget til at træde på bremsen. De ville gerne drøfte modellen nærmere.
Senest er punktet om plejehjemsbestyrelser blevet taget af en dagsorden for et fællesmøde mellem udvalget og Ældrerådet den 2. juni.
Det har fået formanden for Ældrerådet til at reagere:
»Jeg undrer mig meget, over hvad der foregår, og jeg synes, vi bliver meget dårligt informeret. Fem minutter i mødestart får vi at vide, at vi alligevel ikke skal diskutere plejehjemsbestyrelser. Men er det forvaltningen, der skal bestemme, hvad vi gerne vil diskutere med udvalget?,« spørger formand Jan Radzewicz, der tidligere har kritiseret den nye model for beboerinddragelse på plejehjem for at være udemokratisk:
»Jeg kan ikke se nogen som helst forbedring med den nye model. Det bliver blot endnu mere central styring.«
Ældrerådsformanden håber, at den manglende information er et udtryk for, at der bliver arbejdet på at revurdere det oprindelige udkast til plejehjemsbestyrelsernes udformning.
»Vi må da håbe, at man er blevet klogere. Det, vi håber allermest, er, at man ikke vil lave ændringer lige nu, men først evaluere den model, man har, for den har også haft svært ved at leve under coronanedlukninger,« siger Jan Radzewicz.
Vil have det på næste møde
Også formand for Sundhed- og Omsorgsudvalget Anette Poulsen (S) undrer sig over den manglende information om plejehjemsbestyrelserne.
»Jeg fik først at vide umiddelbart inden mødets start, at der alligevel ikke var tid til at drøfte plejehjemsbestyrelser, og jeg fik indtryk af, at man ville have tid til at se nærmere på udformningen. Jeg synes, det er lidt mærkeligt, at vi ikke får mere information om, hvad der foregår. Nu vil jeg bede om at få det på udvalgsmødets dagsorden i næste uge,« siger Anette Poulsen.
Hun håber, at forvaltningen har tænkt sig at ændre i, hvordan de nye plejehjemsbestyrelser skal se ud:
»Det ville jeg være glad for, for jeg mener, at man skal bruge alle de frivillige kræfter, der vil være med. Jeg har selv som ansat i ældreplejen haft stor gavn af tidligere pårørende, der stadig vil give et nap med. Jo flere, der engagerer sig, des bedre. Jeg mener ikke, man skal begrænse adgangen,« siger Anette Poulsen og tilføjer:
»Jeg synes dog, det er en god idé at lægge afdelingsbestyrelser og beboer-pårørenderåd sammen. Der er mangel på frivillige, og man er nødt til at samle kræfterne.«
Sundhed- og Omsorgsforvaltningen oplyser til Lokalavisen Aarhus, at punktet ganske rigtigt blev taget af dagsordenen til mødet, fordi man ikke nåede at drøfte det. Det vil komme på dagsordenen for næste fællesmøde i november.
Det har ikke været muligt at få et interview med kommunen angående arbejdet med udformningen af de nye plejehjemsbestyrelser. Sundhed og Omsorg oplyser via presseafdelingen, at man lige nu arbejder på en indstilling til byrådet, og at man ønsker, at »få det arbejdet helt til ende, inden man melder mere ud.«
Formanden for ældrerådet trækker på smilebåndet over udsigten til at kunne drøfte det med udvalget i november:
»Ja, men det er fint nok. Det kommer jo nok til at passe, for jeg tror ikke, forvaltningen har noget parat inden da. Det har været en yderst rodet proces, der ikke har været gennemarbejdet fra starten af. Nu ser vi frem til at få en gennemarbejdet - og ikke mindst gennemtænkt - byrådsindstilling,« siger Jan Radzewicz.