Tidligere byrådsmedlem Almaz Mengesha får lederrolle hos Blå Kors
Blå Kors Danmark har ansat Almaz Mengesha, som indtil årsskiftet var medlem af Aarhus Byråd, til at lede nyt tilbud for udsatte børn i Vejle Kommune.
Almaz Mengesha, der indtil årsskiftet var medlem af Aarhus Byråd for Venstre, er netop blevet udnævnt som leder af Barnets Blå Hus, der er Blå Kors Danmarks nye støttetilbud i Vejle til børn fra hjem med alkohol- eller stofmisbrug.
Det oplyser Blå Kors Danmark i en pressemeddelelse.
»Blå Kors arbejder med mennesker og omsorg og næstekærlighed, det har jeg brændt for i hele mit virke. Det kan altid betale sig at investere i mennesker. Jeg har i flere af mine tidligere jobs siddet med voksne, der netop er vokset op i familier med misbrugsproblemer, og set, hvad det kan gøre ved et menneske. Det er supervigtigt at arbejde forebyggende og styrke deres livskraft og livsduelighed allerede fra helt små,« siger Almaz Mengesha i pressemeddelelsen.
Almaz Mengesha bor i Aarhus og var fra 2018 til 2021 medlem af Aarhus Byråd - først for Liberal Alliance og senere for Venstre. Ved valget i 2021 fik hun 1.331 personlige stemmer, hvilket ikke var nok til at få et af sit partis fire mandater i byrådet. I den forbindelse sagde Almaz Mengesha til Lokalavisen Aarhus, at hun var skuffet, men ikke var overrasket over, at Venstre fik et dårligt valg.
»Der var flere, som fortalte mig, at de sympatiserede med Venstre, men ikke ville stemme på os, fordi de var kede af byudviklingspolitikken i Aarhus. Især letbanen har været et tema hos vælgerne, og der har jeg oplevet at skulle arbejde hårdt for at overbevise dem om, at vi i Venstre ikke ønsker mere letbane,« sagde hun dengang.
Almaz Mengesha har tidligere arbejdet som afsnitsleder på Jobcenter Vejle samt som leder for to asylcentre i Løgumkloster. I hendes politisk lå hendes fokus ofte på udsatte gruppers livsvilkår, og i sin nuværende stilling som socialrådgiver ved Aarhus Kommune har hun særligt haft fokus på at hjælpe voldsramte kvinder og inkludere udsatte borgere i arbejdsfællesskaber.
»Det er et meget meningsfuldt arbejde, men jeg glæder mig til at arbejde med ledelse igen, det valgte jeg fra, da jeg gik ind i politik. Jeg glæder mig til at være med til at sætte rammer for, hvordan man kan udfolde sin faglighed og få indspil til, hvordan jeg skal markedsføre det i forhold til skole, kommune og frivillige. Det er en stor opgave, men jeg glæder mig,« fortsætter Almaz Mengesha i pressemeddelelsen.
Som leder for Barnets Blå Hus i Vejle kommer Almaz Mengesha til at hjælpe børn og familier fra hjem med alkohol- og stofmisbrug i Vejle og de omkringliggende kommuner.