Flertal klar med markant forslag til bedre borgerinddragelse: Byrådets to største partier holdt udenfor

Samtlige partier i byrådet - bortset fra S og K - har fremsat et forslag, der skal forbedre borgerinddragelsen i byggesager. S-ordfører undrer sig.

Artiklens øverste billede
Lokalsamfundet skal involveres som noget af det første, når nye byggesager påtænkes, mener flertal. Foto: Liv Møller Kastrup

Et politisk flertal i byrådet er klar med en omfattende plan for at forbedre borgerinddragelsen i Aarhus Kommune. En såkaldt ’ny Aarhus-model’ skal forhindre, at aarhusianerne føler sig tromlet over i bygge- og lokalplansager.

Bag det omfattende beslutningsforslag står Venstre og Dansk Folkeparti, som har fået følgeskab af resten af byrådet. Bortset fra to partier, men det kommer vi tilbage til.

»Vi møder desværre mange borgere, som føler, at det kommer som en tyv om natten, når der lanceres et nyt projekt fra en udvikler. Vi har ikke været dygtige nok til at inddrage borgerne tidligt, og det her er et forsøg på det, og på at få bygherrerne tidligt på banen i forhold til borgere, så der sker en tidlig forventningsafstemning,« siger Venstres gruppeformand og medlem af Teknisk Udvalg, Gert Bjerregaard.

»De lokale er eksperter«

Et af de centrale punkter i forslaget er, at en bygherre skal præsentere sin idé for et lokalsamfund, før processen med kommunen indledes.

Desuden skal Teknik og Miljø fra start slå fast, hvad målet med et projekt er, hvad der kan lade sig gøre inden for gældende rammer, og hvad borgerne ikke kan forvente, at der kan ændres.

»Alting er ikke løst med det her forslag, men det er et lødigt forsøg på at imødekomme den kritik der, med rette, har været massiv,« siger Gert Bjerregaard og får opbakning af medforslagsstiller Jakob Søgaard Clausen (DF):

»Vi kommer aldrig ud over, at der vil være uenighed, men jeg tror, at vi kan reducere den en del, hvis vi sikrer tidlig inddragelse. Det handler især om frustrationer over, at man ikke er blevet involveret, hørt eller bare orienteret om sager, der er på vej, og når man så bliver det, så er det så sent, at man ikke føler, at der er noget nævneværdigt at ændre.«

Er du ikke bange for, at almindelige borgere, der - modsat kommunen og udviklerne - ikke er professionelle på det her område, får for meget magt?

»Tværtimod mener jeg, at de lokale er eksperter i deres lokalområde. De ved, hvad der mangler, og hvad der giver mening at udvikle. Det ved de bedre end byråd, forvaltning og ofte den enkelte bygherre,« siger DF’eren.

Holder S og K ude

Forslaget kommer præcis et halvt år efter det kommunalvalg, som ifølge størstedelen af det politiske Aarhus handlede om byudvikling og manglende inddragelse.

Såvel borgmester Bundsgaard samt den nye rådmand for Teknik og Miljø, Steen Stavnsbo, har udtalt, at der skal ske noget på området, men byrådet to største partier, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti, er de eneste, der ikke har del i forslaget.

Det skyldes, at de ikke er blevet spurgt, forklarer ophavsmændene.

»Jeg tror, at S og K kan være med på en del af det, men senest har vi set, at de to partier har stillet sig på én side, mens vi andre har stået på den anden i forhold til inddragelse i sagen om havneudvidelsen, så vi har ikke henvendt os,« siger Gert Bjerregaard.

»Vi har samlet de partier, som gjorde det klart under valgkampen, at der skal nye boller på suppen. Vi har bare konkluderet, at S og K ikke lige har været dem, der stod først for. Den her samling af partier, synes vi, har rykket på denne dagsorden,« supplerer Jakob Søgaard Clausen.

Borgmesteren har da tydeligt sagt, at vi skal have bedre og tidligere inddragelse...

»Det har han. Men hvad har han gjort? Det er jo ikke fordi, at der er kommet rigtig mange initiativer fra ham, vel? Jeg tænkte, at det skulle være noget af det første, vi skulle beskæftige os med i den nye valgperiode, men der er ikke sket noget. Det kører bare, som det plejer. Derfor endte vi med at sige, at vi må tage skeen i egen hånd. Det er også en frustration over, at borgmesteren og den ansvarlige rådmand på området ikke har leveret noget. Derfor har vi haft et ønske om selv at sætte noget i gang.«

»Vrøvl«

Hos det borgmesterbærende parti fanger flere dele af forslaget rigtigt nok an, men der er flere »torne« som blandt andet professionalisering af fællesrådene, siger medlem af Teknisk Udvalg, Jesper Kjeldsen, der generelt bare undrer sig over, at forslaget bliver fremsat.

Ifølge ham ved partierne udmærket, at der er lignende tiltag på vej.

»Det lugter lidt af, at man prøver at sætte dagsorden på et emne, der er bred politisk enighed om. Og så er det bare enormt ironisk, at de ikke har været ude og spørge og inddrage. De har undladt at inddrage de to største partier, men de har dæleme også undladt at tale med fællesråd, borgere og bygherrer. Og så siger de, at vi er fodslæbende. Sikke noget vrøvl,« slår han fast og fortsætter:

»Men vi er fuldstændig klar på at arbejde for bedre borgerinddragelse - uanset hvem der bærer et forslag ind i byrådssalen. Der var noget på vej, og derfor synes vi, at det her er lidt skørt, men vi kigger på det og får en ordentlig snak om det i fred og fordragelighed.«

Gert Bjerregaard påpeger, at der er tale om et udspil, og at samtlige relevante parter skal høres senere i processen.

Forslaget blev kort debatteret i byrådet onsdag og sendt til videre behandling.

Læs også

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.