SF: Aarhus skal ikke investere i Rusland
SF mener at Aarhus Kommune skal lægge afstand til alt russisk engagement, kommunen har.
Forleden meldte både Socialdemokratiet og Venstre sig klar til at ophæve samarbejdet med Sankt Petersborg som venskabsby, og nu er SF villig til at gå skridtet videre for at lægge afstand til det russiske styre og udfaldet mod Ukraine.
Partiet vil have undersøgt, om Aarhus kommune har investeringer i russisk-ejede virksomheder eller på anden måde handler med firmaer i Rusland, og om det vurderes at være i overensstemmelse med kommunens etiske retningslinjer for investeringer.
SF har derfor stillet en række spørgsmål til borgmesteren i en såkaldt ti-dages forespørgsel.
Borgmesteren er blevet bedt om at redegøre for, om der er investeringer i firmaer, som er mere end 50 procent ejet af russere, og om der er planer for salg i de investeringer. Derudover skal borgmesteren svare på, om der er handel med russiske virksomheder, og om kommunen køber produkter fra Rusland.
»Store danske virksomheder dropper produkter fra Rusland og kultur- og sportsbegivenheder aflyses. Vi bør også som kommune bidrage til at reagere på den russiske stats angreb på Ukraine og verdensfreden. Det kan vi blandt andet gøre ved hurtigst muligt at stoppe alt handel og samarbejde med Rusland,« siger gruppeperson for SF, Mette Bjerre.
ddp