Hvor mange liv skal det koste, før der skal hegn op? Her er politikernes svar
Debatten om hegn ved havnen er blusset op igen, efter endnu et menneske har mistet livet i det kolde vand.

Hver vinter kan aarhusianerne følge med i de hjerteskærende historier om personer, der er pist forsvundet, for senere at blive bjærget livløse fra det iskolde vand, efter familier og venner i ugevis har ledt efter dem.
Mandag kunne atter et navn føjes til den efterhånden lange liste med personer, der tog deres sidste dampende åndedrag i Aarhus Havn, før de sank til bunds, da 29-årige Peter Burns blev fundet ved Aarhus Ø efter seks ugers intens eftersøgning.
Peter Burns meningsløse død har igen fået debatten om hegn ned til vandet i Aarhus til at blusse op, og mange mennesker stiller på de sociale medier spørgsmålet: Hvor mange liv vil Aarhus Kommune have på samvittigheden, før man vælger at sætte hegn op?
Lokalavisen Aarhus har spurgt nogle af medlemmerne af Teknisk Udvalg, hvad de mener, og der er delte meninger om emnet.
V og DF imod
Venstres mangeårige medlem, Gert Bjerregaard, har tidligere været med til at beslutte at sikkerheden skulle øges betragteligt med blandt andet redningsstiger og -kranse, ligesom han også har været med til at sætte en forsøgsordning med termiske kameraer i gang.
Men han er grundlæggende ikke tilhænger af, at »vi skal plastre hele vores havn og å til med hegn,« forklarer han.
»Det er en rigtig tragisk hændelse. Og hvert mistet liv er ét for meget. Nu venter vi på en orientering om, hvordan det går med de termiske kameraer, og ved samme lejlighed skal vi måske genbesøge de tidligere vurderinger af afskærmning med hegn. Men jeg tror ikke, at det er muligt at lave et hegn hele vejen rundt om vores havn, og jeg synes heller ikke, at det er en god løsning. Det kan dog være, at vi skal se, om vi skal afskærme særligt kritiske steder yderligere.«
Har du en grænse for, hvor mange liv det må koste, før du er villig til at sætte hegn op?
»Jeg synes, at det er et fuldstændig utidigt spørgsmål at stille i så alvorlig en sag. Det er seriøst at kigge på det her med udbygning af termiske kameraer og se, om der er særligt kritiske steder, hvor det giver mening med et hegn. Men vi skal også have for øje, at der er nogle vilkår, når man bor ved havet, og jeg er ikke tilhænger af, at vi hegner alt vand i Aarhus ind.«
Det ”utidige” spørgsmål stiller jeg, fordi mange føler, at det nødvendigvis må være en afvejning af menneskeliv overfor æstetik, når man ikke vil have hegn op. Er du ikke enig i det?
»Nej, jeg mener ikke, at man kan se så forsimplet på tingene. Man skal se det her i en helhed. Uanset hvor mange restriktioner, vi lægger ned over havnen - eller trafikken for den sags skyld - så er der bare en risiko for, at der kan ske ulykker. Det kommer vi aldrig til livs.«
Samme holdning har Dansk Folkepartis Jakob Søgaard Clausen.
»Man kan ikke stille det sådan op. Folk kan jo også kravle over et hegn og falde i. Der vil altid være en risiko, og der, hvor risikoen er størst, skal vi måske se på, om hegn kan være en løsning. Men ellers vil jeg hellere have fokus på de termiske kameraer, som jeg har store forhåbninger til. Vi vil gerne investere i flere af dem,« siger han og uddyber sin modstand mod hegn.
»Jeg synes bare, at det er en dårlig idé at hegne det hele til. Det gør ikke noget godt for bybilledet, og der skal sættes rigtig meget hegn op, hvis det skal være alle steder, hvor vi har vand.«
S: Vi skal have kigget på det
Hos byrådets største parti, Socialdemokratiet, er det nyvalgte medlem Jesper Kjeldsen anderledes åben overfor mere hegn.
»Jeg bliver meget berørt af, at han (Peter Burns, red.) er endnu en, man kan føje til listen over omkomne i vandet. Jeg har selv boet på Aarhus Ø i nogle år og har set ambulancer holde nede ved kajen flere gange. Jeg har det sådan, at vi skal have kigget på, om vi ikke bare skal have sat det hegn op. Jeg ved godt, at der er gjort flere ting for at øge sikkerheden, men spørgsmålet er, om der er gjort nok. Vi må kigge på, om sikkerhedsforanstaltningerne er tilstrækkelige«
»Det er hver jul, at vi kan læse om det her, og det kan vi ikke leve med. Jeg ved godt, at der er nogen, der påpeger personligt ansvar, og at det er folk, der har drukket, som falder i, men der skal altså være plads til, at man kan feste og komme sikkert hjem i Aarhus, og der er også eksempler på at hundeluftere og ældre mennesker falder i. Vi må bare forholde os til, at vi har et område, hvor folk falder i og ikke kommer op med livet i behold, og det er vi nødt til at gøre noget ved.«
Jesper Kjeldsen er ikke af den overbevisning, at mere hegn vil skæmme bybilledet og ødelægge aarhusianernes adgang til vandet.
»Det argument køber jeg ikke. Det er jo ikke sådan, at der skal sættes en halvanden meter høj betonmur op. Selvfølgelig kan der findes en god, æstetisk løsning. Der er sat hegn op ved åen, og det er jo ikke sådan, at man tænker, at vi har vansiret vores hyggelige område der.«