Ny afgift bringer Aarhus i front: »Ååååårh hvor er jeg glad«
Aarhus Kommune får intern CO2-afgift, der sidestiller økonomi og klima i kommunens indkøb og aktiviteter.
Det skal være nemmere for Aarhus Kommune at træffe de bæredygtige valg.
Det er målet med ny CO2-afgift, som sidestiller økonomi og klima i kommunens indkøb og aktiviteter i Aarhus Kommune.
Den nye afgift kan eksempelvis føre til indkøb af mere bæredygtige madvarer eller klimavenlige rejsevalg, lyder det fra SF i Aarhus.
SF stillede i december et forslag om at indføre en lokal afgift, og nu vil borgmester Jacob Bundsgaard (S) snart præsentere et forslag til byrådet for at sætte skub i kommunens ambitioner på klimaområdet.
Ifølge SF vil afgiften fra valg, der belaster klimaet, blandt andet kunne overføres til bæredygtige tiltag i kommunen.
Økonomisk løftestang
Politisk ordfører for SF i Aarhus, Liv Gro Jensen, mener, at det er et kæmpe skridt for klimaindsatsen, at der nu kommer en intern CO2-afgift.
»Ååååårh hvor er jeg glad. Der vil løbende ske en indfasning af CO2-afgiften på de forskellige kommunale indkøb. Samtidigt vil indtægten fra afgiften kunne overføres i vores generelle klimaindsats i Aarhus. Så det er ikke blot en tilskyndelse til et mere klimavenligt indkøb i Aarhus Kommune, men også en økonomisk løftestang til endnu mere klimahandling,« skriver hun i et facebookopslag.
Den billigste løsning er aldrig den bedste, hvis den ender med at koste på klimaet, lyder det fra politisk leder for SF i Aarhus, Thomas Medom.
»Indtil nu har været ofte været billigere at vælge klimabelastende varer end de bæredygtige. Det er helt urimeligt. Med en CO2-afgift vil vi i højere grad træffe de miljøvenlige valg,« siger han i en pressemeddelelse.
SF har foreslået, at afgiftssatsen sættes på 850 kroner pr ton CO2, hvilket er valgt efter klimarådets anbefaling. Hvis det står til SF, skal satsen løbende hæves, så den i 2030 lyder på 1500 koner pr ton CO2.
Ifølge partiet kunne de ekstra indtægter indgå i kommunens budgetter, eksempelvis til plantning af træet og andre grønne tiltag.
sb