Jakob Søgaard Clausen om 6 mio. kr. til AffaldVarme Aarhus' navneskifte: »Det virker unødvendigt«

AffaldVarme skifter navn til Kredsløb, og det kommer til at koste 6 mio. kr.. Kommende bestyrelsesmedlem mener, man kan bruge pengene bedre.

Artiklens øverste billede
Jakob Søgaard Clausen (DF) bliver ved årsskiftet en af tre nye bestyrelsesmedlemer i AffaldVarme Aarhus/Kredsløb. Foto: Rikke Kjær Poulsen

»Det var sgu noget af en udgift. Kan da se, at der er noget at tage fat i som ny medlem af bestyrelsen.«

Sådan lød kommende byrådsmedlem for Dansk Folkeparti, Jakob Søgaard Clausens reaktion på Twitter, efter han havde læst Lokalavisen Aarhus’ artikel om, at AffaldVarme Aarhus bruger næsten seks mio. kr. på at skifte navn til Kredsløb.

Jakob Søgaard Clausen bliver 1. januar en af byrådets tre repræsentanter i det kommunalt ejede selskabs bestyrelse, så Lokalavisen Aarhus har bedt ham uddybe sit tweet.

Forsyningsselskabets marketingdirektør, Signe Hollensen, har overfor avisen forklaret, at navneskiftet er pengene værd, fordi man mener, at det kan medvirke til at få flere aarhusianere til at »genbruge mere og bruge varmen bedst muligt«

Den lader Jakob Søgaard Clausen dog ikke helt til at købe.

»Jeg føler mig i hvert fald ikke overbevist om, at man får mest mulig grøn omstilling for pengene ved at fyre nogle millioner af på et navne- og identitetsskifte. Så spørgsmålet er om man ikke kunne bruge kundernes penge bedre.«

Han anerkender dog, at han ikke har samme indsigt som den bestyrelse og ledelse i AffaldVarme Aarhus, der har taget beslutningen.

»Nu bliver jeg en del af bestyrelsen, og jeg ser frem til at blive klogere på beslutningen om et navne- og identitetsskifte. Og så glæder jeg mig til at være med til at sikre ikke bare en grøn, men også klog, omstilling af det store forsyningsselskab.«

S: Navnet er spot on

Socialdemokratiets Eva Borchorst Mejnertz har også fået en plads i bestyrelsen efter årsskiftet, og hun er ikke nær så kritisk overfor den store udskrivning.

»Navnet Kredsløb er spot on. Det er præcis nødvendigt, at vi alle begynder at anskue affald som ressourcer, der skal ind i et kredsløb. På mange måder virker det til, at der er tale om en strategi for omstilling, der både er blevet udviklet, og som skal omsættes og implementeres,« siger det kommende bestyrelsesmedlem.

Hun mener ikke, at det er rigtigt at udlægge alle udgifterne, som Lokalavisen Aarhus har fået aktindsigt i, som udgifter i forbindelse med navneskiftet.

Avisen har fået aktindsigt i udgifterne forbundet med navneskiftet. De gule tal er forventede udgifter.

Blandt andet er der udgifter på mere end halvanden million kroner til informationsmateriale, domænekøb og marketing.

»Det handler jo også om oplysningsmateriale, som givetvis knytter sig til andet og meget mere end et navn. Men jeg er ikke inde i detaljerne i økonomien og de valg, de har truffet. Jeg aner simpelthen ingenting om det, så det vil være uklogt at sige noget om,« siger Eva Borchorst Mejnertz.

Lokalavisen Aarhus ville også gerne have en kommentar fra de tre politikere, Anders Winnerskjold (S), Knud N. Mathiesen (DF) og Liv Gro Jensen (SF), som i indeværende periode sidder i bestyrelsen og har været med til at tage beslutningen.

Men AffaldVarme Aarhus har besluttet, at kun marketingchef Signe Hollensen udtaler sig.

Og hun mener, at udgiften på godt seks millioner kroner er pengene værd.

»Vi kommer aldrig til at kunne måle 1:1, om det er pengene værd, men vi har selvfølgelig overvejet det meget omhyggeligt,« har hun tidligere udtalt.

Selskabet skifter navn til Kredsløb den 1. marts 2022.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen