Venstres spidskandidat får lussing og sender stikpille til super synlig partifælle: »Jeg ville selv have gjort det anderledes«

Venstres Christian Budde er ikke tilfreds med valgresultatet. Vi river et plaster af, lyder det.

Artiklens øverste billede
En træt Christian Budde stiller onsdag morgen op til fotografering efter en lang nat med forhandlinger.

Genlæs Lokalavisen Aarhus' liveblog fra kommunalvalget i Aarhus. Du finder den her.

Det blev ikke et godt kommunalvalg for Venstre, der har to færre mandater at rutte med, når det netop valgte byråd i Aarhus starter det politiske arbejde efter nytår.

Partiets relativt nye og relativt ukendte spidskandidat, Christian Budde, står i den usædvanlige situation, at han ikke er sikret en plads i det nye byråd. Venstre i Aarhus har flere mangeårige og velkendte byrådspolitikere, og der er kun fire pladser at deles om.

Nuancer og hjørner

Venstre har ført en utraditionel valgkamp, hvor Christian Buddes kollega og afgående rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, har været endog meget synlig i gadebilledet og i (sociale) medier.

Det er næppe en overdrivelse, at Bünyamin Simsek har været så synlig i valgkampen, at vælgerne i Aarhus kan have været i tvivl om, hvem der egentlig var partiets spidskandidat.

Da Lokalavisen Aarhus onsdag snakker med Christian Budde, vil han ikke sige, at Simsek har været illoyal over for partiet. Men han lader dog forstå, at Bünyamin Simsek kunne, og måske burde, have spillet sine kort anderledes.

»Jeg synes, Bünyamin Simsek har givet den gas i løbet af valgkampen. Han er en dygtig politiker, og jeg synes grundlæggende, at det er okay. Der er nogle nuancer og hjørner, jeg selv ville have gjort anderledes. Det er sådan, det er.«

Det lyder måske ikke som en alvorlig anklage, men når politikere åbner munden, gemmer djævlen sig ofte i nuancerne.

Christian Budde siger samtidig, at han er »overbevidst, om vi godt kan arbejde sammen, hvis vi begge bliver valgt.« Det er hans »klare formodning«, at han kommer til at sidde på den rådmandspost, Venstre står til at få i Aarhus Byråd.

Hvis Budde får rådmandsposten bliver han højst sandsynligt rådmand for Sundhed og Omsorg.

Lokalavisen Aarhus har været i kontakt med Bünyamin Simsek og forholdt ham Christian Buddes kritik. Simsek ønsker ikke at kommentere sagen. I en sms skriver han dog følgende til citat:

»Hvad der sker i Venstre, holder jeg i Venstre, internt for os selv«

De Konservatives Steen Stavnsbo (th.) er ny alfahan i blå blok. Christian Budde må bøje nakken.

River et plaster af

Det har som nævnt ikke været et godt valg for Venstre, og partiet må nu vænne sig til at være det mindre parti i forhold til de Konservative. Blå blok har fået en ny førerhund, da de Konservative med Steen Stavnsbo i spidsen hopper fra et enkelt mandat til fem mandater i det nye byråd.

Christian Budde ser med egne ord frem til »det nye Venstre, der rejser sig af asken efter i dag.«

»Vi river et plaster af i aften. Vi går tilbage, og det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg er ikke tilfreds, men det kunne også være gået endnu værre. Jeg synes, fire mandater og en rådmandspost er okay, siger Christian Budde og fortsætter:

»Jeg er den nye politiske leder, og jeg glæder mig Vi kommer med rigtig meget krudt og kvalitet, og det er vi klar til at vise i de kommende fire år.«

En vanskelig hånd

Ifølge Christian Budde har alle i Venstre et ansvar for valgresultatet. Han tilskriver blandt andet det pauvre resultat en generel tendens på landsplan og en vækstdagsorden om at bygge højt og tæt i Aarhus.

»Vi spillede med en vanskelig hånd. Vi bliver formentlig også ramt af, at der har været meget kritik og meget bekymring fra borgere i forhold til en vækstdagsorden. Der er Venstre et af de partier, der har taget ansvar, og vi går nok tilbage på den bekostning,« siger han.

Var du den rigtig spidskandidat til kommunalvalget?

»Venstres bagland har valgt at pege på mig som en fornyelse velvidende, at jeg var ukendt for de fleste aarhusianere. Jeg har haft et års tid til at bygge en platform som politisk leder, og det rækker så til fire mandater. Man kan diskutere, om man kunne have gjort noget mere eller anderledes, men vi har løbet efter de bolde, vi kunne.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen