»Jeg har på fornemmelsen, at hvis hun vil, kan hun blive den nye Louise Gade«

Politiske diskussioner blev ikke bremset af nattetimerne i VU's lokaler i midten af Aarhus.

Artiklens øverste billede
Glade VU'ere og en enkelt regionsrådskandidat. Foto: Mille Winther

Genlæs Lokalavisen Aarhus' liveblog fra kommunalvalget i Aarhus. Du finder den her.

Den nye Louise Gade er ikke langt væk, ingen gider høre om regionsrådene, væddemål og dårlig aldersfordeling. På Rosenkrantzgade 31 bliver valget vendt til langt ud på natten.

Venstres Ungdom har hængt ud på adressen siden klokken 18. Rundt omkring i lokalet på 1. sal er der flag, hvor der står Venstre, Frihed og Fællesskab i blå og orange farvet på bordene og enkelte tomme øldåser.

Storskærmen står tændt på optællingen med volumen skruet op på noget nær max. Samtalerne i rummet flyder sammen med stemmerne fra skærmen, så for nogen af VU’erne og en enkelt regionsrådskandidat er snakken rykket udenfor i baggården.

»Det lugter lidt af, at vi vores egen kandidat, Mathilde Bressum, får et mandat,« siger formand for VU, Maria Wilms Nielsen.

Mathilde Bressum er nummer to på Venstres kandidatliste og er ikke til stede ved festen på Rosenkrantzgade. Hun er på Rådhuset til nattens forhandlinger.

»Okay, jeg lægger hovedet på blokken. Jeg vil godt lave et væddemål. Om 12 år har vi en blå borgmester. Jeg har på fornemmelsen, at Mathilde kommer ind,« siger Maria Wilms Nielsen.

Det lader ikke til, at nogen vil tage væddemålet op. For de to VU’ere, der sidder omkring hende, nikker.

»Hun får to megagode perioder, og så bliver hun spidskandidat med et fremragende valg. Hun brænder for det, og hun er lige det, Aarhus har brug for. Jeg har på fornemmelsen, at hvis hun vil, kan hun blive den nye Louise Gade.«

Ingen gider regionsrådene

Mens snakken går om en blå fremtidig borgmester, bliver der jævnligt tjekket telefoner og råbt opdateringer. Såsom ”Wilbek har taget Viborg” og ”Dramaet fortsætter på Frederiksberg!”.

Men der er ikke langt fra råb om national kommunalpolitik til en diskussion om det nære.

»Der er meget ensomhed blandt unge i Aarhus, og det skal der fokus på,« siger regionsrådskandidat Morten Møller Sørensen til flokken i baggården.

»Vi bliver knækket psykisk hurtigere nu end før i tiden. Og vi har et kæmpe pres på psykiatrien.«

Der er kamp om taletiden i den lille cirkel af Venstrefolk, men Morten Møller Sørensen holder fast i ordet i selskabet.

Print på jorden ved VU's lokale. Foto: Mille Winther

»Vi skal have unge i regionsrådene. Der er en generation derinde, der næsten er tættere på 60’erne end 50’erne. Der er for mange ældre folk. Derfor stiller jeg op.«

Men ifølge Maria Wilms Nielsen er der et grundlæggende problem for Morten Møller Sørensen og hans måske nye kollegaer i regionsrådet.

»De gange, vi har delt regionsrådsflyers ud, er det sket virkelig ofte, at folk ikke ved, hvad regionsrådene er. Der var en dame på nogen og halvtreds, der helt oprigtigt sagde, at hun ikke havde sat sig ind i det.«

»Det bliver ikke dækket godt nok i medierne. Det er synd for folkeoplysningen,« supplerer Morten Møller Sørensen.

Han fortæller, at det ikke kun er ham, der oplever ikke at blive hørt i medierne. Det er en generelt tendens blandt regionsrådskandidaterne.

»Lad os sige det, som det er. Folk synes ikke regionsrådsvalgene er ikke lige så spændende som kommunalvalgene,« siger Maria Wilms Nielsen.

»Venstre har tabt Silkeborg,« bliver der pludselig råbt ind i cirklen.

»Hvad?! Det er jo en katastrofe,« svarer flere.

Derfra rettede diskussionen sig mod et væddemål om Jacob Bundsgaards fremtid i nationalpolitik. Noget tyder på solen når at stå op, før snakken på Rosenkrantzgade slutter.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen