Eksperter uenige om politikers pangfarver: »Han har gjort det modsatte af Hitler«

Der er netop nu valgplakater her, der og allevegne, og mange af dem ligner til forveksling hinanden. Det er dog ikke alle aarhusianske byrådsmedlemmer, der har valgt standardudgaven.

Den socialdemokratiske formand for kulturvalget, Steen Bording Andersen, er således gået all in på pangfarver, og de tre varianter af hans valgplakat falder i den grad i øjnene.

Plakaterne blev i foråret udviklet sammen med den lokale plakatkunstner Peder Stougaard. Begge herrer er »til farver,« som Steen Bording Andersen formulerer det.

»Jeg ville gerne lave noget anderledes. Det er min femte valgkamp, og der måtte gerne ske noget nyt,« siger han til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:

»Jeg har været kulturudvalgsformand i den seneste periode og har mødt mange kunstnere, og dem ville jeg gerne involvere i min valgkamp, hvis de ville.«

Respekt for folkestyret

Ifølge Steen Bording Andersen er plakaterne et resultat af politisk symbolik »og de farver, som kunstneren har valgt.«

»Jeg har haft lyst til at tage chancen. Jeg står for kultur og den kreative udvikling i den her by, og det må plakaten gerne afspejle. Det er Peders stil, at farverne flyder lidt ind i hinanden.

Hvorvidt valgplakaterne er vellykkede, er en række eksperter, Lokalavisen Aarhus har kontaktet, uenige om.

Brandingekspert og direktør i bureauet MENSCH, Frederik Preisler, er positivt indstillet over for de pangfarvede valgplakater.

»Man må hilse ethvert initiativ velkommen, der handler om at klæde sig selv og kommunalvalget lidt pænere på. Det er også en form for respekt for folkestyret. Og hvis han har et særligt forhold til kulturen, er det en fin måde at udtrykke det uden at være alt for påtrængende,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Ifølge Frederik Preisler »koster plakaterne ikke på hans seriøsitet«.

Har nedtonet partiet

Lederen af Dansk Plakatmuseum, Elsebeth Aasted Schanz, har en mere blandet reaktion på Steen Bording Andersens valgplakater.

»Farverne er meget klare og kraftige, og der er ingen tvivl om, at det gør dem synlige. Man får øje på dem. Han ser jovial ud, og man får et indtryk af, at han er en festlig fyr,« siger hun til Lokalavisen Aarhus.

Elsebeth Aasted Schanz hæfter sig dog ved, at det politiske ståsted kan være svært at afkode.

»Det er vovet, at han kun bruger en lille rose ned i hjørnet til at vise, at han repræsenterer Socialdemokratiet. Han har nedtonet partiet, og det er måske ikke så god en idé. De fleste valgplakater står på tre ben. Navn, parti og billede. Dem må der ikke være tvivl om.«

I forhold til farvevalg drager Elsebeth Aasted Schanz en historisk parallel med en reference til 30’ernes Tyskland, hvor der ifølge hende var knald på politikernes valgplakater.

»Da Hitler stillede op, lavede hans folk et billede af Hitler kun i sorte og brune farver, fordi alle andre plakater var utrolig farverige. Man kan tænke i, hvordan skilteskoven ser ud, og så lave en kontrast til det. Han har gjort det modsatte af Hitler,« siger hun.

Håndværksmæssige fadæser

Lederen af Dansk Plakatmuseum opsummerer sin vurdering af lokalpolitikerens valgplakater med følgende ord:

»Jeg tror, plakaterne giver øget synlighed, men jeg ved ikke, om han får flere stemmer af den grund.«

Designer og konsulent Christina Bruun Olsson roser Steen Bording Andersen for at være modig. Fagligt er hun dog ikke imponeret.

»Der er desværre adskillige håndværksmæssige fadæser, der gør plakatserien lidt svær at tackle. Den røde og grønne plakat lider under, at de to farver er komplementærfarver, hvilket man skal være meget påpasselig med. Den gule baggrund gør, at hans fornavn med hvid, forsvinder. Desuden fungerer de stærke farver ikke som baggrund for det fritlagte foto. Farverne ”smitter af” på farvefotoet og ændrer hans ansigtskulør. Desuden er billedet taget uden for i solskin, og det markante højlys på hans pande bliver endnu mere fremtrædende, når foto er fritlagt fra den oprindelige baggrund,« skriver hun i en mail til Lokalavisen Aarhus.

»Der er ikke noget, der hedder dårlig omtale.« Omtrent sådan kan man oversætte en amerikansk talemåde. Hvis det er tilfældet, har Steen Bording Andersen taget et point.