Politiet efterforsker Knud N. Mathiesen og Dansk Folkeparti for svindel med partistøtte
Østjyllands Politi bekræfter, at der er igangsat en efterforskning af Knud N. Mathiesen og Dansk Folkeparti i forbindelse med Lokalavisen Aarhus' afdækning af muligt forsøg på svindel med partistøtte.
Østjyllands Politi har indledt en undersøgelse af, om der er begået noget kriminelt og strafbart i forbindelse med udbetaling af kommunal partistøtte til Dansk Folkeparti i Aarhus.
Det bekræfter politiet tirsdag overfor Lokalavisen Aarhus.
Udmeldingen sker dagen efter, at avisen kunne afsløre, at lokalforeningen - med formand og byrådsmedlem Knud N. Mathiesen i spidsen - tilsyneladende har forsøgt at snyde med partistøtte.
»Vi har taget sagen op af egen drift, efter vi blev opmærksomme på omtalen af sagen,« fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Tilstod selv
Sagens kerne er, at DF Aarhus i 2018 uberettiget fik udbetalt cirka 59.000 kroner i partistøtte.
Det blev Aarhus Kommune tippet om, men beløbet, som partiet skulle tilbagebetale, fik Knud N. Mathiesen sat ned med 41.000 kroner ved at påstå, at nogle valgreklamer fra 2017 først blev leveret i 2018.
Den påstand var dog usand, har Lokalavisen Aarhus afdækket, og da avisen fik aktindsigt i sagen, tilbagebetalte lokalforeningen samtlige 59.000 kroner.
I den forbindelse tilstod Knud N. Mathiesen i en mail til kommunen, at der aldrig blev leveret nogle valgreklamer i 2018.
Utvetydige regler
Ifølge partistøtteloven er det ulovligt at afgive urigtige oplysninger. Sker det, risikerer man en bøde eller fængselsstraf indtil fire måneder.
Og det ændrer ikke på sagen, at partiet har tilbagebetalt pengene, vurderer kommunalforsker Roger Buch.
»De strafbestemmelser, der er i partistøtteloven, er ganske utvetydige, og der er ikke nævnt noget med, at hvis man betaler pengene tilbage, så er det okay at give urigtige oplysninger,« siger han og henviser til Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt, der netop er blevet dømt for svindel med EU-støtte, selvom partiet har betalt en masse penge tilbage.
Lokalformand: Helt vildt
Knud N. Mathiesen selv er overrasket over, at politiet er gået ind i sagen, og han lægger ikke skjul på, at det frustrerer ham.
»Det kan jeg ikke gøre noget ved, men det er jeg da rigtig træt af. Men jeg er mere træt af, at det 100 procent kører på min person. Jeg synes, man kører den her sag op, og jeg synes, det er helt vildt, at det går på min person alene. Det her er et bestyrelsesanliggende og i særdeleshed et regnskabsanliggende. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der kan være uenig i,« siger lokalformanden og byrådsmedlemmet til Lokalavisen Aarhus.
Mens Østjyllands Politi allerede er i gang med at efterforske sagen, arbejder Aarhus Kommunes jurister fortsat med en vurdering af, om der er grundlag for, at kommunen politianmelder sagen.
”Vi er fortsat i gang med at udarbejde den redegørelse, som er bestilt og forventer den færdig i slutningen af ugen. Vi har noteret os, at Østjyllands Politi af egen drift har taget sagen op, og stiller os naturligvis til rådighed,” skriver Berit Kornbæk Boisen, chef for Byrådssekretariatet og Jura, i en mail til Lokalavisen Aarhus.