Aarhusianske politikere vil redde Liva Rehab

S, SF og EL vil afsætte penge til at Liva Rehab, et rehabiliteringscenter for især udsatte kvinder, kan fortsætte i Aarhus.

Artiklens øverste billede
Cirka 100 personer henvender sig årligt til Liva Rehab i Aarhus. Modelfoto: Adobe Stock

Knapt 200 mennesker fra det midtjyske - primært Aarhus - har de seneste to år henvendt sig til Liva Rehab på Sønder Allé for at få støtte til at komme videre efter en barndom med traumer og overgreb.

Hos centret står socialrådgivere, psykologer, psykiatere og meget andet klar til at behandle mennesker med skader fra prostitution eller gråzone-prostitution som sugardating eller sex-bytte. Hovedparten af dem, der henvender sig er unge og har været udsat for incest, vold, undertrykkelse og voldtægt, ligesom de har været anbragt flere gange, men LivaRehabs mission er også at få de udsatte mennesker rehabiliteret, så de kan komme stærkere ud på den anden side med appetit på livet.

Men snart kan det tilbud være væk, fortæller stifter og direktør Flora Ghosh til Lokalavisen Aarhus. Årsagen er, at et opstartssamarbejde og dertilhørende toårig bevilling fra Trygfonden er udløbet i marts.

»Lige nu bruger vi foreningens egne midler og små puljer til at holde det kørende. Men det koster penge at give et så grundigt psykosocialt arbejde, som vi gerne vil, og vi vil nødigt sige til de 200 mennesker og vores dygtige medarbejdere, at vi må lukke og slukke, så vi har brug for støtte. Vi har ikke midler til at fortsætte i 2022, som det ser ud nu,« fortæller Flora Ghosh.

Vi vil meget gerne være en fast del af Aarhus og forankret i byen

Maja Albrechtsen, frivillighedskoordinator for Liva Rehab Aarhus

En forpligtelse

Liva Rehab er det eneste sted i Aarhus, der udfører den slags arbejde, og må centret trække stikket, vil det være en katastrofe, mener flere byrådspolitikere.

Derfor har Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet med Anette Poulsen i spidsen fremsat et budgetforslag, der skal sikre Liva Rehab i Aarhus et fast kommunalt tilskud.

Hvor meget der skal til, ved Anette Poulsen ikke, men hun forventer ikke, at det er mere end en million kroner årligt.

»Vi har brug for det tilbud i Aarhus, og det vil ikke være godt, hvis de må lukke. De gør et enormt godt stykke arbejde, og vi har en forpligtelse overfor de her udsatte grupper,« slår socialdemokraten fast og fortsætter:

»Desuden synes jeg, at vi som kommune får så meget ud af de her organisationer. De er professionelle og laver et arbejde, vi som kommune ikke kan. Vi får så meget for pengene - ikke mindst når man tager den store frivillige kapacitet, disse organisationer har, i betragtning.«

Vil betyde meget

Ifølge Liva Rehabs frivillighedskoordinator i Aarhus, Maja Albrechtsen, vil et tilskud gøre en kæmpe forskel.

»Det ville betyde meget for både os og vores deltagere at have den sikkerhed, der ligger i en fast finansiering flere år frem. Vores målgruppe har behov for stabile og trygge rammer, og det vil glæde os meget, hvis man vil være med til at sikre, vi fortsat kan levere på samme niveau.«

Jeg undrer mig over, at rådmanden ikke mener, at det skal være en af hans mærkesager

Camilla Fabricius (S), MF

I dag samarbejder organisationen med Aarhus Kommune om et exit-forløb, hvor kommunen sender deltagere til et forløb. Det bidrager til økonomien, men ikke nok, forklarer Maja Albrechtsen og fastslår:

»Der er ingen andre, der har samme bredde og specialisering i forhold til senfølger og traumer, som vi har, og vi kan se, at der er et behov for os. Vi vil meget gerne være en fast del af Aarhus og forankret i byen.«

MF’er støtter

Liva Rehab har været i byen siden april 2019, og det var blandt andet daværende viceborgmester, Camilla Fabricius (S), som i dag er i Folketinget og medlem af socialudvalget, som støttede etableringen.

Hun håber, at byrådet vælger at støtte foreningen.

»De kan bare noget helt særligt og har ret gode statistikker på at hjælpe kvinder ud af prostitution og gråzone-prostitution (sugardating, red.). Vi har Reden, men det er ikke nok, at de laver vidt forskellige ting, så der er brug for begge dele. Det her helt nødvendig velfærdspolitik.«

Ifølge stifter af Liva Rehab, Flora Ghosh, er det en samfundsøkonomisk god investering for kommunen, at unge sårbare bliver hjulpet videre i livet og kommer ud af en ond spiral. Det er Camilla Fabricius enig i.

»Jeg synes, at Aarhus har haft en meget reaktionær tilgang til området. Og jeg undrer mig over, at rådmanden (for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz (S), red.) ikke mener, at det skal være en af hans mærkesager.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen