DF-byrådsmedlem om mystisk beslutning: »Jeg vil ikke unødig snak om min person«

Byrådsmedlem Knud N. Mathiesen genopstiller ikke til kommunalvalget, selvom han havde bebudet kampvalg om partiets spidskandidatur. Forklaringen er han ikke meget for at give.

Artiklens øverste billede
Knud N. Mathiesen (DF) hoppede pludseligt fra kampvalg i lokalforeningen og valgte ikke at genopstille til byrådet. Foto: Benjamin Nørskov/Jyllands-Posten

Det var en noget overraskende melding, der kom fra Dansk Folkeparti i Aarhus mandag aften, efter partiet havde gennemført et opstillingsmøde for at finde kandidaterne til kommunalvalget i november.

Der var på forhånd bebudet kampvalg, idet både det nuværende byrådsmedlem og lokalformand, Knud N. Mathiesen, samt det unge lokalbestyrelsesmedlem Jakob Søgaard Clausen gik efter spidskandidaturet.

Men der blev ikke noget kampvalg. 27-årige Jakob Søgaard Clausen blev enstemmigt valgt, efter nestor Knud N. Mathiesen havde meddelt, at han ikke ville genopstille.

Og mere stod der ikke i pressemeddelelsen.

Knud N. Mathiesen slog ellers i marts, efter intern uro om et generationsskifte, insisterende fast, at han efter lang tids overvejelse følte sig sikker på, at han var partiets mest sikre kort i spillet om et mandat i byrådet.

Lukker ned

Lokalavisen Aarhus har spurgt den nyvalgte spidskandidat om, hvilken forklaring byrådsmedlemmet gav mandag, men han vil ikke fortælle, hvad der skete »til et internt møde«. Det må være op til Knud N. Mathiesen »selv at give sin version«, forklarer han.

Dagen efter opstillingsmødet er lokalformanden dog heller ikke meget for at forklare årsagen til kovendingen.

»Nej, det kan jeg faktisk ikke forklare. Det er meget enkelt. Jeg opstiller ikke,« lyder det afvisende fra Knud N. Mathiesen.

Havde jeg meldt ud i marts, at jeg ikke ville opstille, så havde der været en masse snak om det

Knud N. Mathiesen

Der sidder nok nogle vælgere derude, som gerne...

»Ja, men det er nok.«

Er det nok?

»Det synes jeg. Lige nu vil jeg slet ikke udtale mig. Det kommer ikke som en bombe, men er noget, jeg har overvejet længe. Jeg ved godt, at jeg har udtalt andet, men jeg synes, det har været unødvendigt at lave noget på min person inden opstillingsmødet. Jeg har valgt at gøre det på den her måde, for at der ikke skal være al mulig hurlumhej. Så meldingen er, at Knud N. Mathiesen genopstiller ikke til byrådet. Og så fik du alligevel en lille smule.«

Tjoh, men uden helt at forstå, hvad du mener.

»Det er der så ikke noget at gøre ved. Men det er for ikke at skabe unødvendig snak om min person. Så er den ikke længere.«

Helvedes snak

Men kan du uddybe, hvad du mener med »unødvendig snak på din person«?

»Det betyder bare, at når man har sagt, at man opstiller, og så ender med at sige inden opstillingsmødet, at man ikke vil stille op, så vil der blive en helvedes snak. Det vil jeg hverken byde mig selv eller mine kollegaer. Havde jeg meldt ud i marts, at jeg ikke ville opstille, så havde der været en masse snak om det, og det kan jeg lige så godt skåne folk for.«

Ifølge Knud N. Mathiesen spiller det faktum, at opstillingsmødet på grund af corona er blevet udskudt så, en rolle i hans beslutning.

»Men ellers er der ikke noget, der har ændret sig. Jeg har haft den overvejelse i over et år og havde meddelt mine bestyrelsesmedlemmer, at de skulle forvente det.«

68-årige Knud N. Mathiesen er byrådsmedlem valgperioden ud, og han fortsætter som lokalformand for Dansk Folkeparti. En post, han blev valgt til den 24. juni.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen