SF vil finde 25 millioner i akuthjælp til bosteder - S håber på folketingshjælp
»Der er behov for at få gjort noget her og nu,« siger SF-kandidat.
De aarhusianske bosteder skal have 20-25 millioner kroner i akuthjælp.
Det mener SF, efter skeletterne i efterhånden årevis er væltet ud af skabet på socialområdet hos blandt mange andre Kilebo og i Borgercenter Nord, som socialtilsynet for nylig har truet med at lukke efter TV2 Østjyllands afsløringer om kritisable forhold i Bofællesskabet Elev.
»Der er behov for at få gjort noget her og nu. Med den mistrivsel, som mange beboere oplever, er der lang tid til nytår,« siger SF’s byrådskandidat Claus Thomasbjerg med henvisning til, at penge afsat i årets budgetforlig først tilkommer området i det nye år.
Manglende handling
Han mener ikke, at rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz (S), har handlet nok på de kritiske historier, som er kommet frem i medierne, og som lyder fra såvel pårørende som handicaporganisationer.
»Det virker, som om rådmanden hele tiden forsøger at isolere episoderne til det enkelte sted eller de enkelte huse på et bosted, som der bliver skrevet om på tidspunktet, men problemet er meget bredere og større, end jeg hører ham anerkende,« harcelerer Claus Thomasbjerg.
SF opfordrer derfor rådmanden til at indkalde forligskredsen bag Balanceplan 2020 til et møde om at afsætte flere midler til bostederne.
Er det kun et pengespørgsmål?
»Ikke kun, men i høj grad. Rådmanden har i to år sagt, at man arbejder på højtryk for at forbedre forholdene, men der bliver ved at være problemer. Og man bliver ved med at ansætte vikarer for at få pengene til at strække. Det er særligt problematisk for den her gruppe borgere, som har brug for faglighed og kompetencer, ikke vikarer, som ikke når at blive sat ordentligt ind i tingene og hurtigt er ude igen. Og nu forsvinder det faste personale også, fordi de ikke kan være i det. Vi skal have vendt den her onde cirkel.«
Ifølge Claus Thomasbjerg har ti bosteder fået cirka en million kroner tilført, og 25 millioner vil betyde, at de resterende af Aarhus’ cirka 35 bosteder kan få en million.
»Men beløbet er til forhandling, og det er op til forvaltningen at vurdere, hvor udfordringerne er størst. For der er selvfølgelig stor forskel på bostederne. Men det er et bredt problem, som vi skal tage alvorligt, og det her er bare et engangsbeløb. Vi vil kæmpe for at genoprette området til budgetforhandlingerne.«
Han mener blandt andet, at man kan finde nogen af pengene i de sparede løn- og aktivitetsudgifter, der har været i forbindelse med coronanedlukningen.
S er positiv
Det er politisk ordfører for Socialdemokratiet, Anders Winnerskjold, ret sikker på ikke kan gøre det. Men partiet ser positivt på forslaget fra SF.
»Det er et godt signal og en udstrakt hånd, som vi tager imod. Jeg tror, vi kan finde hinanden, hvis vi sammen løfter området i hele kommunen, for det er evident, at vi har udfordringer på området - ikke bare i Aarhus, men i hele landet,« siger Winnerskjold, der dog understreger, at beslutningen om akuthjælp skal tages i fællesskab, for der vil skulle findes penge på andre områder for at finansiere hjælpen.
»Pengene skal komme et sted fra, og vi skal solidarisk finde ud af, hvor vi skal tage dem.«
Magter S opgaven?
Han mener ligesom Thomasbjerg, at der er behov for en varig løsning. Det betyder blandt andet, at der skal findes ekstra midler i budgetforliget i år, men også at Christiansborg afsætter flere penge til området.
Men de dårlige sager bliver ved med at pible frem fra bostederne, som en socialdemokrat har ansvaret for. Er du sikker på, at han og I kan magte opgaven?
»Det synes jeg i den grad, vi gør. Vi tager ansvar sammen med et bredt flertal i byrådet og har tilført over 100 millioner varigt i denne periode, samtidig med at vi har lavet et kvalitetsløft med balanceplanen. Det går den rigtige vej, men der er udfordringer og sager, og der er behov for flere medarbejdere og kvalitet. Det er sager, hvor vi åbenlyst lærer og skal lære fra som politikere og forvaltning, men vi har kun de penge, vi har, og derfor ønsker vi også, at man fra national side i højere grad prioriterer det specialiserede socialområde,« forklarer den politiske ordfører.
Rådmand Kristian Würtz har ikke ønsket at kommentere SF-forslaget.